
 |
Vis kamp
Optakt
Tilbage til det vi er gode til!
Af Peter Bruun
Det er lidt af en udfordring at skulle rejse sig efter et tolvmåls nederlag hjemme til FC Midtjylland - især når modstanderen er ligaens nummer tre, Randers HK, og endda på udebane! Som mange sikkert stadig husker, vandt Randerspigerne den omvendte kamp så klart som 25-19 i Vejen Idrætscenter tilbage i det tidlige efterår.
-I ugens løb har vi selvfølgelig talt om de famøse ti minutter i starten af 2. halvleg mod FCM, hvor det hele gik galt, og nu handler det om at finde tilbage til de ting, vi er gode til. Kan vi det, tror jeg på at vi kan give Randers modstand og skabe en spændende og seværdig kamp, siger KIF-træner Lars Frederiksen til kif.dk.
Imponerende besætning
Imidlertid er han selvfølgelig helt på det rene med, at det er en modstander med en ret så frygtindgydende besætning, hans hold skal op imod.
-De har haft en rigtig god sæson indtil nu, hvilket ikke er overraskende i betragtning af det hold de har - ikke mindst har de gode indskiftningsspillere på alle pladser. De har således en rigtig god bagkæde med spillere som Katrine Fruelund, vores egen tidligere Jelene Eric, Nina Wörz og Camilla Dalby. Dertil komme en fløjspiller som Mie Augustesen, deres stærke målvogter Chana Masson og deres kæmpestore brasilianske stregspiller Alexandra Medeiros! konstaterer Lars Frederiksen, som ikke desto mindre kan finde grundlag for en vis optimisme ved at kigge tilbage på flere at sit holds tidligere kampe.
-Jeg synes vi har haft en tendens til at spille gode kampe lige efter en dårlig indsats. Det håber jeg, vi kan gøre igen!, lyder det fra KIF-træneren.
Kampen kan følges direkte på DR1, og du vil efter kampen også kunne læse et fyldigt referat her på siden.
Referat
Havde fortjent bedre
Af Peter Bruun
Normalt skal man være varsom med begreber som fortjent eller ufortjent i topidræt - men alligevel må det være på sin plads at anføre, at KIF-pigerne havde fortjent bedre! Det var svært at se, at der var tale om det samme hold, som for kun en uge siden tabte med tolv mål hjemme til FC Midtjylland!
Forsvaret stod solidt foran en - endnu engang - velspillende Rikke Schmidt i målet (kunne Jens Boesen mon ikke formå hende til at tage en sæson mere?) og det tålmodige angrebsspil gav i første halvleg resultat i næsten hvert eneste angreb. Enten lykkedes det at komme til scoring eller til straffekast, hvor Ida Bjørndalen var Frøken Sikkerhed i egen person.
Fuld kontrol
Randers-træner Jan Lelie skiftede og skiftede i sin angrebdsopstilling, men kunne før pausen ikke finde løsninger overfor det skompakte KIF-forsvar. Måske påvirkede det også Randers-pigerne psykisk, at højrefløjen Gitte Andersen måtte udgå med en tilsyneladende alvorlig knæskade efter at have bragt hjemmeholdet foran 2-1 på et kontraangreb i starten.
Det skal imidlertid ikke tage noget fra KIF Vejens flotte og koncentrerede indsats før pausen. KIF førte det meste af halvlegen med tre-fre mål og kunne da også fuldt fortjent gå til pausen med en føring på 13-10.
Tæt anden halvleg
Desvære holdt KIF-dominansen ikke. Anført af banens bedste, Nina Wörz, kom randrusianerne tættere og tættere på, som 2. halvleg skred frem, og 16 minutter og 44 sekunder inde i halvlegen bragte Camilla Dalby holdet foran for første gang siden 2-1 - til stillingen 19-18.
Der gik imidlertid ikke mere end to minutter, før KIF atter var i front, og derefter skiftedes holdene til at føre med en enkelt kampen ud.
Beklageligvis, set med KIF-øjne, var det altså Randers, der førte til slut. Hjemmeholdet blev ellers ramt af et nyt alvorligt uheld, da landsholdsfløjen Mie Augustesen måtte udgå - præcis som Gitte Andersen med en tilsyneladende alvorlig knæskade.
Heller ikke dette uheld slog imidlertid Randers ud, og ganske typisk var det Nina Wörz, der var skarpretter med målet til 25-24 et lille minut før tid.
KIF havde ganske vist bolden i mål til udligning ved topscorer Ida Bjørndalen, men de to dommere, Henrik Mathiassen og Hans Henrik Staal dømte en noget kontroversiel angrebsfejl, og så var KIF-ernes muligheder for point i det opgør udtømt.
Vi rejste os!
-Man skal selvfølgelig være forsigtg med, hvad man siger om dommerne, men jeg synes godt nok, de havde nogle kendelser, hvor de ikke dømmer helt retfærdigt i begge ender. Vi er imidlertid heller ikke selv kolde nok i de afgørende situationer, og frem for alt scorer vi ikke mål nok. Imidlertid mener jeg, at vi rejser os moralsk efter det store nederlag til FCM sidste søndag, sagde Charlotte Højfeldt til kif.dk efter det bitre nederlag.
Kampen i tal:
Stillinger undervejs: 1-0, 2-1, 2-4, 3-6, 4-7, 5-8, 6-9, 7-10, 8-12, 9-13, 10-13 (pause) 11-14, 12-15, 14-16, 15-18, 19-18, 19-20, 21-20, 21-22, 22-23, 23-24
Målscorere: Randers HK: Nina Wörz 5, Camilla Dalby 5 (1), Alessandra Medeiros 4, Katrine Fruelund 3 (1) Berit Kristensen 2, Mie Augustesen 2, Tatiana Silich 1, Gitte Andersen 1, Jelena Eric 1, Maria Fisker 1
KIF Vejen; Ida Bjørndalen 8 (5) Maida Arslanagic 5, Maura Visser 3, Louise Svalastog 2, Young Suuk Huh 2, Louise Føns 2, Stefanie Melbeck 1, Susanne Kastrup 1
Udvisninger: Randers 3, KIF 4
Diskvalifikationer: Tatiana Silich, Randers og Maura Visser, KIF
Tilskuere: 2044
|