For mange KIF-fejl blev udslagsgivende


På en lørdag aften, som blandt flere andre ting også vil blive husket for, at KIF Kolding mindedes klubben holdleder og koryfæ

gennem 70 år, Erik Skov, tog KIF Koldings spillere hul på årets DM-slutspil med hjemmekampen mod GOG.

Og den kamp var sådan set en lille smule surt show set med KIF-øjne. For mange tekniske fejl og for mange brændte 100 procents chancer betød, at KIF Kolding kom i gang med slutspillet med et alt for stort nederlag – 28-36 mod grundspilsvinderne fra GOG.
At tabe til GOG er ingen skam. Men denne lørdag aften var det et GOG-hold, som sådan set var til at tale med, som var mødt frem i Sydbank Arena i Kolding.
Fynboerne var dog i teten fra start. KIF’erne havde det svært mod GOG’s aggressive forsvar, og det betød at der gik knap syv minutter før Peter Balling scorede det første KIF-mål. I starten af kampen og i det meste af første halvleg stod KIF-forsvaret dog også ganske godt, men en stribe KIF-fejl betød, at gæsterne kunne skabe afstand, og da Morten Olsen efter 26 minutters spil i første halvleg bragte GOG foran med 10-15 sad man med lidt bange anelser på vegne af KIF.
Tre redninger af Tim Winkler i halvlegens sidste minutter og en effektiv udnyttelse af chancerne i den anden ende af banen bragte dog KIF’erne næsten på omgangshøjde med GOG – og så stod der pludselig 14-15, og KIF’erne havde momentum med i omklædningsrummet.
Starten på anden halvleg blev dog lidt af en gentagelse af det vi havde set i første halvleg. Et par fejlafleveringer og et skud forbi fra KIF betød, at GOG igen kunne trække fra, og efter knap otte minutters spil i anden halvleg havde GOG bragt sig foran med 16-21.
Den afstand formåede KIF’erne aldrig rigtig at hente ind på. Jo, med 12 ½ minut tilbage af kampen fik Benjamin Pedersen reduceret til 22-26 på et kontramål, men kort efter udbyggede fynboerne igen føringen til 5-6 mål. I de sidste syv-otte minutter sendte begge holds trænere en række af de unge spillere på banen i erkendelse af, at kampen havde fundet sin afgørelse.
Og overordnet må man konstatere, at KIF’erne havde grund til at ærgre sig over de mange fejl, som betød at fynboerne vandt uden egentlig at spille prangende. Samtidig må man dog også fremhæve spillere som Mathias Gidsel, Morten Olsen og Emil Jakobsen, som viste høj individuel klasse hos fynboerne.
Det var der også flere KIF-spillere, som viste. Peter Balling leverede som sædvanlig en fremragende kamp. Alexander Morsten var også træfsikker, ligesom han leverede en fin forsvarsindsats. Thomas Boilesen gjorde det også fornuftigt, selvom han ikke spillede en fejlfri kamp, og så havde KIF’s to keepere også lige så mange redninger, som GOG’s islandske landsholdsmålmand Viktor Gisli Hallgrimsson.
Men summa summarum: GOG vandt den forventede favoritsejr, og KIF’erne skal op på hesten igen og være klar til at levere en helhjertet indsats i den næste kamp i slutspillet på onsdag klokken den 17. april i Silkeborg mod Bjerringbro-Silkeborg.
 
: KIF Kolding-GOG: 28-36 (14-15)
Målscorere: KIF: Peter Balling og Alexander Morsten, begge 6, Thomas Boilesen, 4, Benjamin Pedersen og Nicolaj Jørgensen, begge 3, Kristoffer Vestergaard, Chris Jørgensen og Andreas Væver, hver 2 mål.
GOG: Mathias Gidsel, 10, Emil Jakobsen og Morten Olsen, hver 7, Frederik Bo Andersen, 4, Emil Lærke, 3, Emil Madsen og Oscar Bergendahl, begge 2 og Steven Plucnar Jacobsen, 1 mål.
Udvisninger: KIF: 3, GOG: 1
Redninger: KIF: Agust Eli Björgvinsson: 4/19 (21,05), Tim Winkler: 7/22 (31,82)
GOG: Viktor Gisli Halgrimsson: 11/39 (28,21)
Dagens Man of the Match, KIF: Peter Ballling

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere