𝗦𝘁𝗼𝗿𝘀𝗽𝗶𝗹𝗹𝗲𝗻𝗱𝗲 𝗕𝗮𝗹𝗹𝗶𝗻𝗴 𝘃𝗮𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗻𝗼𝗸 𝗳𝗼𝗿 𝗞𝗜𝗙


En storspillende Peter Balling på pladsen som højre back var ikke nok for KIF Koldings mandlige ligahold, da holdet lørdag sidst på eftermiddagen tabte med 32-29, da holdet gæstede Skjern Håndbold.
 
Peter Balling hamrede 11 bolde i kassen på 15 forsøg, og havde derudover flere gode afleveringer til holdkammeraterne på stregen og fløjene. Og så var det sådan set skæbnens ironi, at lige netop Balling missede chancen på et gennembrud 2 ½ minut før tid, da KIF havde mulighed for at reducere Skjerns forspring til kun to mål – og dermed KIF's sidste chance for point i kampen. Det skal Balling ikke høre noget for.
 
Sandheden om kampen var nemlig, at et fokuseret Skjern-hold var i teten i det meste af kampen. Efter 16 minutters spil begyndte det at se kritisk ud for KIF, da holdet kom bagud med 13-6 efter, at KIF blandt andet flere gange havde smidt bolden væk, da holdet spillede syv mod seks. Det betød blandt andet, at Skjern tre gange kunne score i tomt mål i første halvleg. En væsentlig grund til, at KIF’s syv mod seks-spil ikke sad i skabet var, at holdets normale spilstyrer, playmaker Chris Jørgensen sad på tribunen med en lyskeskade, som ifølge Chris Jørgensen selv også risikerer at holde ham ude i de kommende kampe. Lørdag eftermiddag var det et handicap for KIF’erne.
 
Til gengæld må man også fremhæve, at de resterende KIF-spillere viste flot moral. KIF var bagud med 19-15 ved pausen, men efter knap seks minutters spil i anden halvleg havde KIF’erne reduceret Skjerns forspring til to mål – 21-19. Igen trak hjemmeholdet fra, da KIF’erne lavede flere fejlafleveringer, og efter 11 minutters spil i anden halvleg var hjemmeholdets føring oppe på 26-20.
 
KIF’erne slog imidlertid ikke op i banen, men fortsatte med at kæmpe, og i kampens sidste ti minutter åd KIF’erne sig ind på vestjydernes forspring, da Skjern havde flere afslutninger på stolperne samtidig med, at Tim Winkler i KIF-målet i kampens sidste ti minutter også diskede op med en håndfuld redninger, som betød at KIF’erne kom tættere på – men altså ikke lige fik fuldbragt det, der ville have været et overraskende come back.
Peter Balling var ikke den eneste KIF’er, som lyste op denne lørdag eftermiddag. På stregen spillede Alexander Morsten en solid kamp, og det samme gjorde Andreas Flodman på højre fløj.
 
KIF’erne har nu frem til onsdag den 17. marts, hvor holdet spiller den næste uhyre vigtige kamp – hjemmekampen mod TMS Ringsted. Inden da skal Thomas Boilesen og Agust Eli Björgvinsson spille landskampe for henholdsvis det norske B- og det islandske A-landshold, ligesom Nicolaj Jørgensen og Philip Lyngby Pedersen skal til træningssamling med det danske U-landshold.
 
Kampfakta: Skjern Håndbold-KIF Kolding: 32-29 (19-15)
 
Målscorere: Skjern: René Rasmussen, 9, Eivind Tangen, 7, Anders Eggert, 6, Elvar Örn Johnsson, 4, Bjarte Myrhol, 3, Jesper Konradsson, 2 samt Jørgen Rasmussen, 1 mål.
KIF: Peter Balling, 11, Andreas Flodman, 8, Alexander Morsten, 5, Thomas Boilesen og Nicolaj Jørgensen, begge 2 mål samt Benjamin Pedersen, 1 mål.
Redninger: Skjern: Robin Haug: 3/16 (18,75 procent), Svend Rughave: 5/21 (23,81 procent)
KIF: Tim Winkler: 5/17 (29,41 procent), Agust Eli Björgvinsson: 4/20 (20 procent)
Udvisninger: Skjern: 5, KIF: 2
Ingen tilskuere i Skjern Bank Arena

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere