Dagens KIF-fan: Majbritt Lindblad


Af Ole Maass

KIF Kolding har mange trofaste og dedikerede fans, og KIF har i Den Gyldne Hånd en fanklub, som altid er med og bakker KIF-drengene op – både hjemme og ude. Vi vil i de kommende dage i en håndfuld artikler give ordet til nogle dedikerede KIF-fans.

Nummer tre i rækken er Majbritt Lindblad, 45 år. Majbritt bor i Sønderborg, hvor hun arbejder hos Sydbank i en stilling som investeringsrådgiver.

Hvornår begyndte du som fan at følge KIF Kolding?

-Det gjorde jeg i sommeren 2013. Forinden havde vi været i Køln og se Champions League Final Four, og så aftalte jeg med min mor som bor i Vejle, at vi nu skulle til at se en masse dansk klubhåndbold. Og da jeg bor i Sønderborg blev vi enige om, at det skulle være midt imellem Vejle og Sønderborg – og det blev så Kolding. Det har vi aldrig fortrudt. Både min mor og min mand Karsten er med hver gang. Vi er også med til stort set alle udekampe. Da KIF spillede nogle af hjemmekampene i Brøndby tog vi også sommetider flyveren fra Sønderborg til Kastrup for at komme over og se kampene. I de seneste ni år kan det stort set tælles på én hånd, hvor mange kampe vi er gået glip af. Vi er med hver gang.

Hvad giver det dig at være med på sidelinjen som fan?

-Det giver mig en hel masse. Jeg er med i fanklubben, og her har vi et rigtig godt fællesskab. Jeg har fået gode venner derigennem, men jeg bruger også håndbolden og KIF til at skabe relationer via min arbejdsplads i Sydbank. Jeg har også haft kunder med til håndbolden i Kolding og kan dermed bruge det både privat og i mine professionelle relationer. I Sønderborg bor vi 300 meter fra Skansen, hvor Sønderjyske spiller deres hjemmekampe. Jeg ser også nogle af deres kampe, hvis de ikke ligger samtidig med KIF's kampe. Men når KIF spiller mod Sønderjyske er der ingen tvivl om, at det er KIF jeg holder med. Som fan af KIF får jeg mange oplevelser, og jeg ses også uden for håndboldbanen med nogle af de andre fans – f.eks. når vi en lørdag tager ned på Mokka Café eller sammen tager til Royal Run.

Nævn den fedeste oplevelse eller kamp du har haft med KIF Kolding?

-Her vil jeg nævne en udekamp i Skjern i oktober 2018. På det tidspunkt var vi ikke levnet mange chancer for at vinde. Men KIF endte med at vinde med 31-28 efter, at vi på et tidspunkt i anden halvleg var foran med syv mål. Jeg husker den kamp, som en rigtig fed kamp og en fed tur. DM-finalen i 2015 i Brøndby, hvor vi blev mestre efter sammenlagt at have vundet sikkert over Skjern husker jeg også som en rigtig stor oplevelse. Og så er der naturligvis TTH-kampen fra april sidste år og Aalborg-kampen fra november. Det var også to fantastiske kampe.

Hvilke to eller tre KIF-spillere vil du fremhæve som dine ”idoler” eller som forbilleder?

- Den første jeg kommer i tanke om er Benjamin Pedersen fra vores nuværende hold. Han er en spiller med ild i øjnene, som altid går forrest. Og det samme er en spiller som Steven Plucnar, som også altid giver sig fuldt ud. Men i det hele taget er jeg vild med vores nuværende hold. Man fornemmer, at de har det godt sammen, og altid kæmper for hinanden. Fra de tidligere KIF-hold er det naturligvis oplagt at nævne legender som Bo Spellerberg og Lasse Boesen, men her vil jeg nu først og fremmest nævne en spiller som Lars Jørgensen, som en uhyre sympatisk spiller, som jeg engang også var så heldig at få en personlig hilsen fra.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere