Dagens KIF-spiller: Jesper Meinby Pedersen


Af Ole Maass

Fakta: Jesper Meinby Pedersen er 34 år. Han er vokset op på Mors og spillede i Morsø HK og senere HF Mors som ungdomsspiller. Som første års seniorspiller var han med til at spille Mors/Thy op i ligaen og herefter spillede han én sæson i ligaen for Mors/Thy. Efterfølgende spillede han fem sæsoner i Viborg HK, skiftede tilbage til Mors/Thy og skiftede videre til Aalborg Håndbold, hvor han i første omgang spillede én sæson. Herefter tog han på udenlandseventyr, hvor han skiftede til klubben Massy i den næstbedste franske liga. Tilbage til Aalborg Håndbold, hvor han spillede i to sæsoner, og herfra videre til Drammen HK i den bedste norske liga. Her blev det til to sæsoner. I slutningen af sidste sæson, hvor den norske liga lukkede ned på grund af corona-restriktioner blev Jesper Meinby udlejet i to måneder til AEK Athen i den græske liga, og her nåede han at være med til at vinde den mindste af de tre europæiske klubturneringer, European Cup, sammen med sine græske holdkammerater.

Jesper Meinby Pedersen har ved siden af håndbolden et lille firma, hvor han laver hjemmesider for mindre erhvervsdrivende. Han bor i Aarhus sammen med sin kæreste Sascha, som arbejder i Aalborg, og sammen han de datteren Bjørk på to år.

Hvordan vurderer du jeres muligheder som hold i den sæson, som nu er godt i gang?

-Jeg synes vi har et fint hold med et stort potentiale. Men vi har selvfølgelig fået en noget blandet start på sæsonen. Vi har en god bredde på holdet, og når vi først får tingene pudset af har vi holdet til at komme i slutspillet. Jeg synes faktisk det er et must, at vi skal i slutspillet. Og herefter vil alt være åbent.

Og dine personlige mål. Hvad håber du selv at kunne bidrage med?

-Jeg skal bidrage med noget alsidighed. Jeg kan jo både spille højre back og højre fløj. Da jeg var yngre ville jeg helst spille back, men i dag har jeg det fint med at spille begge pladser. Rent fysisk er der stor forskel på at spille 60 minutter på backpladsen og fuld tid på fløjen. Du er noget mere bombet, når du har spillet 60 minutter som back.

Nævn tre håndboldpersonligheder, som du har ladet dig inspirere af?

-Nu har jeg aldrig sådan rigtig haft nogle store idoler, som jeg har dyrket. Jeg kunne nævne 100 forskellige håndboldspillere, som jeg har ladet mig inspirere af – nogen jeg har spillet med og nogen jeg har spillet imod. Det har jeg lært en masse af og fået nogle fede oplevelser med. Men jeg kan ikke lige nævne enkelte navne.

Den største håndbold-oplevelse eller den fedeste håndboldkamp du selv har været med i?

-De to Europa Cup-finaler, som begge blev spillet i Athen står selvfølgelig frisk i erindringen fordi det er få måneder siden. Og fordi det var en vild oplevelse, hvor AEK hentede deres fodbold- og basketballfans ind som tilskuere. Græske tilskuere er temmelig meget vildere end danske tilskuere, så det var en fed oplevelse. Men jeg vil også nævne den DM-titel og pokaltitel jeg var med til at vinde som Aalborg-spiller i sæsonen 2017/2018 som én af mine store oplevelser.

Og hvad render du og laver, når du ikke lige spiller håndbold?

-Så bruger jeg tiden sammen med min kæreste og vores lille datter, og i det omfang håndbolden tillader det bruger jeg også tiden på mit lille firma, hvor jeg laver hjemmesider.

#vikæmperforkolding