Dagens KIF-spiller: Nicolai Snogdal


Af Ole Maass

I de kommende uger præsenterer vi her på kif.dk de nye spillere, som er kommet til KIF Kolding og bliver en del af klubbens ligatrup. Her følger en snak med venstre fløj Nicolai Snogdal, som er  kommet til KIF efter senest at have spillet i 1. divisionsklubben, Skovbakken.

Navn: Nicolai Snogdal.

Alder: 20 år

Håndbold-karriere: Hans barndomsklub er VRI i Aarhus. Efterfølgende har han spillet for AGF, Hjortshøj-Egå (HEI) samt i klubben ØBG Silkeborg. I sidste sæson spillede han 1. divisionshåndbold i Skovbakken.

Højde og vægt: Nicolai Snogdal er 1,82 meter høj og vejer 80 kilo. Han er kæreste med Nikoline.

Hvordan bedømmer du jeres muligheder som hold i denne sæson – hvad kan I opnå?

-Vores mål er at komme i slutspillet, og det skal vi gøre ved at fremstå som et hold, der samtidig spiller attraktiv håndbold. Der er mange andre hold, som har det samme mål, så det bliver ikke let.

Hvordan ser du på din egen rolle på holdet – hvad skal du bidrage med?

-Jeg er jo én af de unge spillere på holdet, så jeg ved at jeg skal arbejde hårdt for at få spilletid. I Bjarke Christensen har vi jo en sindssygt dygtig spiller, som spiller den samme plads som mig. Jeg satser på at lære en masse af Bjarke, men også af Anders Eggert og af Viktor Nevers på den anden fløj. Min force er den speed jeg har i kontraspillet.

Fortæl om den fedeste oplevelse du har haft med håndbolden. Den fedeste kamp du har spillet eller en titel du har været med til at vinde?

-Som U17-spiller spillede jeg i ligaen for klubben ØBG i Silkeborg. Vi havde en fed sæson, hvor vi var ubesejret i hele sæsonen. Men ellers vil jeg som mit største moment nævne, da jeg fik mulighed for at komme på kontrakt i KIF, som er en klub med en stor historie. Jeg kontaktede selv KIF og trænede med i de sidste tre måneder i sidste sæson, inden jeg fik tilbudt en kontrakt.

Nævn tre personligheder inden for håndboldens verden, som du har ladet dig inspirere af – det kan være en træner, en medspiller eller en modspiller.

-Jeg vil nævne tre trænere og én spiller. Min træner i ØBG Silkeborg, Jesper Johnsen, er en rigtig dygtig træner. Og så har jeg også i Aarhus Håndbold haft to rigtig gode trænere i den tidligere stregspiller, Robert Gunnarsson og Sebastian Thorsen. En spiller jeg altid har været meget fascineret af er den tidligere landsholdsspiller Casper U. Mortensen, som er en meget eksplosiv spiller med en masse speed.

Hvad går du og laver, når du ikke lige spiller håndbold?

- Jeg spiller padel og golf. Og så bruger jeg tid sammen med mine venner og min kæreste.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere