Et søndagsbrag mellem KIF og Skjern i vente


Af Ole Maass

Der er god grund til at have store forventninger til det brag af en håndboldkamp, som søndag eftermiddag er i vente mellem to af dansk håndbolds traditionsklubber, KIF Kolding og Skjern Håndbold.

Kampen mellem de to klubber, som i årenes løb har udkæmpet masser af store finalekampe, fløjtes i gang søndag klokken 15.00 i Sydbank Arena i Kolding.

I de senere år er det som bekendt Skjern, der har haft førertrøjen på i forhold til KIF, men situationen forud for søndagens kamp er, at KIF efter en flot sæsonstart lige nu ligger nummer to i ligaen med 10 point for seks kampe, mens vestjyderne har to point færre på ligaens femteplads. Så med lidt god vilje kan vi sagtens betegne søndagens kamp som en topkamp.

-For os bliver det en alvorlig test mod et hold, som hører til i top 4. Skjern har lige som os fået en fin start på sæsonen. Men vi ved også, at skal vi lave et godt resultat er der rigtig mange ting, som skal gå op i en højere enhed for os, konstaterer KIF's assistenttræner Anders Eggert.

Eggert har som bekendt en fortid hos Skjern, hvor han har spillet i sammenlagt fem sæsoner, og han har spillet sammen med flere af Skjerns profiler som eksempelvis Lasse Mikkelsen, René Rasmussen og den stærke norske højre back, Eivind Tangen.

-Kan vi spille lige så stærkt i forsvaret som vi gjorde blandt andet i den seneste kamp i Lemvig er vi godt på vej. Og så skal vi spille med få tekniske fejl, fordi Skjern er eksperter i at straffe tekniske fejl. Det er blandt andet en spiller som René Rasmussen, som også er giftig i kontrafasen, men også i at erobre bolde i modstandernes angreb. Og så giver det sig selv, at vi ikke skal spille Christoffer Bonde i Skjern-målet varm. Han er blandt ligaens bedste keepere, konstaterer Anders Eggert.

Sådan én har vi som bekendt også i KIF i form af Magnus Brandbyge, som lige nu står med ligaens højeste redningsprocent, så målmandsduellen kan meget vel blive en afgørende faktor for udfaldet af søndagens kamp.

Hos de to mandskaber er der flere spillere, som har en mere eller mindre glorværdig fortid hos den anden klub. Det gælder KIF's stærke venstre fløj, Bjarke Christensen, som har spillet mange år for Skjern og hentet mange triumfer her. Og på gæsternes mandskab byder vi særlig velkommen til to spillere, som tidligere har optrådt i KIF-trøjen, Lasse Mikkelsen og i en kort periode, Oliver Norlyk. Vi siger naturligvis også særlig velkommen til trænerduo'en hos Skjern, Henrik Kronborg og Kasper Søndergaard.

Når det er sagt – og skrevet – håber vi naturligvis, at de tidligere KIF-spillere og trænere i grønne bluser søndag eftermiddag rejser tomhændede fra Kolding. Udover en stærk indsats af KIF kræver det så også, at KIF Koldings trofaste hjemmepublikum bakker KIF-drengene massivt og højlydt op i Sydbank Arena.

Vi ved på forhånd, at der kommer op imod 100 Skjern-fans til kampen i Kolding, og de fans skal meget gerne have modspil af et massivt koldingensisk hjemmepublikum. Og husk håndbold skal ses live i hallen. Det er i øvrigt også det eneste sted man nu på søndag kan se dette håndboldbrag!

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere