Fejlene blev dyre for KIF mod GOG


Når man laver tekniske fejl og lidt for dårlige afslutninger mod GOG – ja, så ved man godt, hvad der sker. Så bliver man straffet, og det var desværre det, der skete for KIF Koldings mandlige ligahold fredag aften, da holdet hjemme i en tilskuertom Sydbank Arena tabte med 27-36 til ligaens førerhold fra Sydfyn.
 
Efter en fornuftig indledning på kampen, hvor KIF’erne efter 17 minutters spil var på omgangshøjde med GOG – ved stillingen 9-9 – fulgte en stribe brændte chancer og fejlafleveringer, og seks et halvt minut senere var KIF’erne så bagud med 9-15, og dermed var kampen i nærheden af at være afgjort.
 
GOG udbyggede føringen til 12-19 ved pausen, og da KIF i starten af anden halvleg fortsat havde en for høj fejlkvote øgede GOG føringen til 13-23 efter blot fem minutters spil af anden halvleg. Og så var kampen afgjort.
 
Hos GOG var det ikke mindst en storspillende verdensmester i form af playmaker Morten Olsen, som orkestrerede fynboernes angrebsspil. Han var selv hyperfarlig på både langskud og gennembrud, men som en anden feltmarskal havde han også et enormt overblik og strøede om sig med målgivende afleveringer til både streg- og fløjspillere. Olsen endte som kampens topscorer med ti mål.
 
I de sidste 25 minutter af kampen fik KIF’erne pyntet på helhedsindtrykket. Spillerne blev ved med at kæmpe. I KIF-målet leverede KIF’s islandske målmand, Águst Elí Bjôrgvinsson en fin indsats med 14 redninger, og ude i marken blev KIF-spillerne ved med at kæmpe, og spillere som norske Thomas Boilesen leverede sammen med en Peter Balling på skånekost begge en helhjertet indsats. Det samme gjorde unge spillere som Nicolaj Jørgensen og Kristoffer Vestergaard.
 
KIF’s forsvarsspil er set betydeligt bedre i denne sæson. KIF’erne manglede den norske forsvarsklippe, Vetle Rønningen, som sad skadet udenfor, og selv om de øvrige KIFerne kæmpede helhjertet, havde de svært ved at dæmme op for fynboerne, hvor også spillere som Simon Pytlick, norske Stig Tore-Moen Nielsen og i nogen grad også en anden fynsk verdensmester, Mathias Gidsel, hele tiden satte KIF-forsvaret på hårde prøver.
 
KIF-trænerduo’en Andreas Toudahl og Torben Sørensen prøvede med flere forskellige taktiske træk. Andreas Væver blev sendt frem i en 5-1 opdækning i et forsøg på at dæmme op for GOG’s angrebsmaskine. I de sidste minutter fik unge spillere som Nicolai Weber på højre fløj, Frederik Bank i målet og Andreas Elbæk som playmaker også nogle minutter i benene. Andreas Elbæk nåede at lave to målgivende afleveringer til Alexander Morsten og Nicolaj Jørgensen, mens unge Frederik Bank nåede at have én redning på de tre skud, som GOG sendte afsted, mens han vogtede KIF-målet.
 
Det er bestemt ikke nogen skam at tabe til GOG i denne sæson, og for KIF’erne gælder, at de hurtigt skal op på hesten igen. Der venter en ny vigtig kamp allerede på onsdag, hvor KIF skal en tur til Silkeborg og møde BSH.
 
Kampfakta:
KIF-GOG: 27-36 (12-19)
 
Målscorere:
KIF: Thomas Boilesen og Peter Balling, hver 5, Nicolaj Jørgensen og Andreas Flodman, begge 4, Andreas Væver, Benjamin Pedersen, Alexander Morsten og Kristoffer Vestergaard, hver 2 samt Chris Jørgensen, 1 mål.
 
GOG: Morten Olsen, 10, Emil Jakobsen, 6, Simon Pytlick, 5, Mathias Gidsel, Oscar Bergendahl og Stig Tore-Moen Nielsen, hver 3, Frederik Bo Andersen, 2, Anders Zachariassen, Lasse Pedersen og Emil La Cour Andersen, hver 1 mål.
 
Redninger:
KIF: Agust Eli Björgvinsson, 14/45 (31,11 procent), Tim Winkler: 1/2 (50 procent), Frederik Bank: 1/3 (33 procent).
GOG: Viktor Gisli Halgrimsson: 12/39 (30,77 procent)
 
Udvisninger:
KIF: 2, GOG: 3
Dagens Man of the Match hos KIF Águst Elí Bjôrgvinsson
 
Der skal lyde en stor tak til dagens streamingsponsor GreenTec og tak til alle der fulgte dagens kamp via livestream!

#vikæmperforkolding