Frustrerende aften for KIF i Silkeborg


Foto: Martin Gorritzen

Af Ole Maass

For mange afbrændere på frie skud, for mange tekniske fejl og en dommerlinje, som begge mandskaber ikke var ovenud tilfredse med. Det var nogle af de elementer, som gjorde at onsdag aften blev en ret frustrerende oplevelse for KIF Koldings mandlige ligahold, som i Jysk Arena i Silkeborg tabte ligakampen mod Bjerringbro-Silkeborg med 32-29 efter, at hjemmeholdet havde ført med 14-11 ved pausen.

De mange afbrændere og tekniske fejl kunne KIF-spillerne kun bebrejde sig selv for, men de var et par af grundene til, at hjemmeholdet vandt kontrafasen temmelig klart, og BSH blev dermed også det første hold i denne sæson, der scorede over 30 mål i en kamp mod KIF.

Første halvleg var helt lige og jævnbyrdig. Her gjorde begge holds forsvar det svært for hinanden at score, men alligevel fik BSH slået et hul på tre mål, da de gik fra stillingen 11-11 med knap tre minutter igen til en pauseføring på 14-11 til hjemmeholdet. Det skete på et tidspunkt, da KIF blev ramt af to udvisninger samtidig med, at KIF-træner Kristian Kristensen fik en advarsel, som betød at hjemmeholdet blev tildelt bolden. Her var frustrationerne over dommerlinjen tydelige i KIF-lejren – og det samme var de hos os, som kiggede på.

I anden halvleg blev tøjlerne sluppet, og scoringerne faldt med større hyppighed i samme takt, som de to holds forsvar slap grebet. KIF fik i starten af halvlegen reduceret hjemmeholdets forspring til et enkelt mål, men rigtig godt blev det ikke, fordi KIF'erne stadig havde for mange tekniske fejl – blandt andet situationer, hvor tværafleveringer blev opfanget af hjemmeholdet.

Det betød, at BSH udbyggede føringen til 3-4 mål midt i anden halvleg, og kampen syntes helt afgjort, da den tidligere KIF-spiller Peter Balling med knap 11 minutter igen bragte BSH foran med seks mål – 27-21.

KIF'erne blev dog ved med at kæmpe, og KIF's norske landsholdsspiller Thomas Boilesen vågnede her op til dåd og scorede fem mål i træk. Hjemmeholdets unge bagspiller Mads Kjeldgaard Andersen var i den samme fase af kampen skarp, og han sørgede for, at BSH stadig havde snor i kampen, da han scorede til 31-27 med knap tre et halvt minut tilbage. Alligevel skulle der ikke være gået meget galt for hjemmeholdet, før KIF'erne kunne sikre sig et point. KIF's unge fløj Viktor Nevers reducerede til 31-28, BSH brændte det efterfølgende angreb og med knap to minutter tilbage af kampen scorede Thomas Boilesen sit sjette mål og reducerede til 31-29. BSH tog time out, og der blev dømt passivt spil mod hjemmeholdet. KIF havde med et minut tilbage chancen for at reducere hjemmeholdets føring til et enkelt mål. KIF-playmaker Sander Øverjordet sendte en lang aflevering frem til Viktor Nevers, men i kraft af et stærkt returløb af hjemmeholdets Henrik Tilsted kunne hjemmeholdet sikre sig bolden, og et halvt minut før tid scorede Mads Kjeldgaard Andersen så sit tiende mål, som sikrede BSH sejren på 32-29.

Dermed blev det til KIF's andet nederlag i ligaen, og nøgternt bedømt kunne man ikke indvende det store imod det. Men til gengæld bekræftede kampen også, at der for KIF-holdet stadig er en hel del at arbejde med. Samtidig med, at kampen sådan set også viste, at KIF'erne har niveau til at spille med mod de store hold i ligaen – og her regner vi sidste sæsons DM-bronzevindere fra BSH til at være iblandt.

KIF'erne fik god opbakning – som sædvanlig – af et halvt hundrede fans fra KIF's fanklub, Den Gyldne Hånd. Opbakningen bliver der også brug for næste gang KIF'erne spiller: søndag den 30 oktober, kl. 15, når de danske mestre fra GOG kommer på besøg i Sydbank Arena.

Matchfakta:

Bjerringbro-Silkeborg-KIF Kolding: 32-29 (14-11)

Målscorere:

BSH: Mads Kjeldgaard Andersen, 10, Peter Balling, 6, Henrik Tilsted, 4, Aksel Horgen og Nikolaj Øris Nielsen, begge 3, Alexander Lynggaard og Emil Jessen, begge 2, Thomas Solstad og Mikkel Løvkvist, begge 1 mål.

KIF: Bjarke Christensen, 8, Thomas Boilesen, 6, Viktor Nevers og Benjamin Pedersen, begge 4, Jesper Meinby, Sander Øverjordet og Steven Plucnar, hver 2, Jens Svane Peschardt, 1 mål.

Redninger:

BSH: Mikkel Løvkvist: 14/41 (34,15 procent), Johan Sjöstrand: 0/2

KIF: Magnus Brandbyge: 7/27 (25,93 procent), Tim Winkler: 3/11 (27,27 procent)

Udvisninger: BSH: 6, KIF: 6

2079 tilskuere i Jysk Arena i Silkeborg

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere