Hamrende ærgerligt KIF-nederlag


Af Ole Maass

Kort før klokken 16 søndag eftermiddag gik der et kollektivt suk igennem Sydbank Arena i Kolding. I en højdramatisk og fortættet kamp mellem KIF Kolding og Aalborg Håndbolds stjernebesatte mesterhold havde KIF's venstre fløj, Mats Gordon Krog fem sekunder før slutfløjt muligheden for at udligne til 31-31 og dermed sikre KIF'erne et højest uventet point. Desværre snuppede nordjydernes svenske landsholdskeeper Mikael Aggefors Mats' afslutning – og så kunne Aalborg tage hjem med to hårdt tilkæmpede point. Mens skuffelsen næsten drev ned af væggene i Sydbank Arena, hvor 1834 tilskuere havde set et fantastisk flot fightende KIF-mandskab, som måske spillede sæsonens flotteste kamp – ikke mindst i betragtning af, at holdet stillede op uden profiler og stamspillere som Thomas Boilesen, Peter Balling og Andreas Væver.

Når KIF'erne har brugt en dag eller to til at fordøje skuffelsen kan de selv – og alle os, som har sympati for KIF – tage meget med fra den enorme fighterindsats det decimerede KIF-mandskab lagde for dagen. Viser holdet samme gejst, indstilling og spillemæssig kvalitet i sæsonens fem sidste kampe i grundspillet bør der ligge tilstrækkeligt mange point til, at KIF'erne kæmper sig fri af den direkte nedrykning. Et uventet point i søndagens kamp ville dog have lunet ganske gevaldigt.

Aalborg lagde stærkt fra land. Med landsholdsspilleren Nikolaj Læsø i skarpretterens rolle kom gæsterne lynhurtigt i front med 3-0 – på tre projektiler fra Læsø. Efter godt tre minutters spil fik Chris Jørgensen med sin scoring til 1-3 KIF på måltavlen, men da den store svenske landsholdsstreg Jesper Nielsen bragte Aalborg på 3-8 efter 11 minutters spil så KIF-træner Kristian Kristensen sig nødsaget til at tage sin første time out. Nordjyderne højre back, den svenske landsholdsspiller Lukas Sandell bragte også gæsterne foran med 3-9, men efterfølgende afløste islandske Agust Eli Björgvinsson Tim Winkler i KIF-målet. Og Agust lagde ud med at redde et par af nordjydernes afslutninger, og da KIF's stregspiller Daniel Guldsmed så efter godt et kvarters spil reducerede fra stregen til 6-9, så det pludselig lysere ud for KIF. Og så tog nordjyderne time out. KIF-forsvaret var kommet godt i gang, samtidig med at Agust Eli Björgvinsson fortsatte med at tage fra i KIF-målet. Og da KIF's højre back Jesper Meinby på et gennembrud udlignede til 10-10 kom KIF's hjemmepublikum i den grad op på mærkerne. KIF-drengene fik massiv opbakning, og det var så også en del af forklaringen på, at det lykkedes hjemmeholdet at komme stærkt tilbage i kampen. Det var et godt eksempel på, hvor betydningsfuldet et larmende hjemmepublikum kan være.

På det tidspunkt spillede KIF syv mod seks i angrebet, og flere kostbare fejl i slutningen af første halvleg førte desværre til tre-fire nordjyske scoringer i det tomme KIF-mål. Så nordjyderne havde overhånden og kunne gå til pausen foran 13-16. Men alligevel sad man som KIF-fan med en fornemmelse af, at det ikke var en helt umulig mission KIF'erne var på denne eftermiddag.

I anden halvleg fortsatte kampen med at være tæt. Aalborg var på intet tidspunkt foran med mere end tre mål, men flere gange når KIF'erne reducerede afstanden til ét eller to mål, slog nordjydernes fantastisk stærke højre back, Lukas Sandell, til og øgede igen afstanden. Sandell endte med at blive gæsternes topscorer med i alt ni mål. Og i det hele taget havde gæsterne masser af tungt skyts i bagkæden. Klassespillere som Felix Claar, Nikolaj Læsø og Aron Palmarsson – og så behøvede en kæmpeprofil som Henrik Mølgaard i øvrigt ikke løsne nogle skud ude bagfra.

For KIF's vedkommende var der masser af fremragende præstationer. Forsvarsspillet i anden halvleg var af høj klasse, og det lagde grunden til en kanonstærk præstation af Agust Eli Björgvinsson i KIF-målet. Andreas Flodman på højre fløj var uhyre træfsikker mod sin kommende klub. Chris Jørgensen stod fadder til masser af KIF-mål, og spillere som Daniel Guldsmed, Vetle Rønningen, Jens Svane, Jesper Meinby og Benjamin Pedersen viste igen masser af kvalitet udover en formidabel fight. Unge Emil Jessen sendte et enkelt missil afsted til reduceringen 27-28 med godt seks minutter tilbage af kampen, og fløjspiller Mats Gordon Krog fik scoret tre mål i kontrafasen – men brændte desværre den allersidste afslutning, som kunne have givet et uventet point. Det skal han dog ikke bebrejdes for. Men til gengæld skal KIF'erne have kæmpe ros for en fantastisk fight mod et europæisk tophold, som Aalborg Håndbold er. Og på lørdag skal KIF'erne tage de samme egenskaber med, når næste store udfordring for KIF hedder Skjern Håndbold på udebane.

Matchfakta:

KIF Kolding-Aalborg Håndbold: 30-31 (14-17)

Målscorere:

KIF: Andreas Flodman, 10, Chris Jørgensen, Benjamin Pedersen, Daniel Guldsmed og Mats Gordon Krog, hver 3, Jens Svane, Jesper Meinby og Vetle Rønningen, hver 2, Emil Jessen og Agust Eli Björgvinsson, hver 1 mål.

Aalborg Håndbold: Lukas Sandell, 9, Buster Juul, 7, Felix Claar, 5, Nikolaj Læsø, Aron Palmarsson og Jonas Samuelsson, hver 3 samt Jesper Nielsen 1 mål.

Udvisninger:

KIF: 1, Aalborg: 4

Redninger:

KIF: Agust Eli Björgvinsson: 15/34 (44,12 procent), Tim Winkler: 2/11 (18,18 procent).

Aalborg: Simon Gade: 4/17 (23,53 procent), Mikael Aggefors: 3/19 (15,79 procent)

1834 tilskuere i Sydbank Arena

Dagens Man of the Match: KIF: Andreas Flodman, Aalborg: Lukas Sandell.

Foto: BlumePress

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere