Heftig kamp i vente mod Ribe-Esbjerg


Foto: Photo Overlund

Af Ole Maass

Det er to hold, som på flere punkter ligner hinanden, som mødes torsdag aften, klokken 20.30 i Sydbank Arena, hvor KIF Kolding tager imod de vestjyske lokalrivaler fra Ribe-Esbjerg.

Begge mandskaber kom fint fra start i ligaen. KIF med en sejr på udebane over TTH Holstebro, Ribe-Esbjerg med en sejr hjemme over Mors-Thy Håndbold. Derudover har begge mandskaber skiftet ud på mange positioner på holdene.

-Jeg forventer en tæt og heftig kamp torsdag aften. Vi glæder os rigtig meget til at spille på hjemmebane, hvor vi meget gerne skal have bygget et fort op, så det for udeholdene bliver svært at vinde i Kolding. Så vi håber på at få et medlevende publikum i ryggen torsdag aften, siger KIF-træner Kristian Kristensen.

For KIF'erne har det i sæsonens første kampe i høj grad været en stærk og koncentreret indsats i forsvaret, som har dannet baggrund for gode præstationer.

-Det var tilfældet i træningskampen mod Sønderjyske, pokalkampen mod BSH og ligakampen mod TTH. I de tre kampe lukker vi 21, 25 og 22 mål ind. I sidste sæson var det oftest plus 30 mål vi fik imod os, så vores defensiv er klart forbedret. Det danner grundlaget for, at vi får flere redninger, og for os bliver det også recepten i kampen mod Ribe-Esbjerg, siger Kristian Kristensen.

Hos gæsterne er der tilført nye offensive kræfter i form af højre back Marcus Dahlin, som efter et par anonyme sæsoner i Sønderjyske synes at være kommet bedre i gang i det vestjyske. Ribe-Esbjerg har også fået tilgang af to af profilerne fra Skive fH, playmaker Magnus Haubro og stregspilleren Andreas Søgaard, og så siger vi også velkommen til målmand Agust Eli Björgvinsson, som efter to sæsoner i KIF nu er at finde i det vestjyske. KIF-spillerne kommer givetvis også til at forholde sig til den altid snu veteran, svenske Jonas Larholm, som sammen med norske William Aar er blandt de største aktiver i den vestjyske bagkæde.

-Jeg forventer, at det bliver en kamp med knald på, og kan vi stå lige så godt i forsvaret og samtidig have en lidt bedre udnyttelse i angrebet sammenlignet med kampen i Holstebro, har vi muligheder for et godt resultat. Og får vi så også tilskuerne i hallen med kan det forhåbentlig gøre sit til, at vi beholder pointene i Kolding, lyder den indbyggede opfordring til publikum fra Kristian Kristensen.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere