KIF er klar til pokalbrag i Fredericia


Af Ole Maass

Efter fem ugers intense sæsonforberedelser er KIF Koldings mandlige ligahold klar til pokal-ottendedelsfinalen torsdag aften i Fredericia.

Her venter et heftigt lokalopgør mellem to mandskaber, som begge har oprustet kraftigt til den kommende håndboldsæson.

KIF-træner Andreas Toudahl ser frem til den første vigtige kamp i denne sæson.

-Vi glæder os afsindig meget til igen at spille for publikum, og vi ser frem til at spille i en forhåbentlig fyldt arena i Fredericia. Vi har haft en lang og god opstartsfase, men én ting er at spille træningskampe - noget andet er at spille kampe, hvor det gælder noget. Og det gør det som bekendt torsdag aften i Fredericia, konstaterer Andreas Toudahl.

I sidste sæson vandt KIF to sikre sejre over Fredericia HK.

-Og umiddelbart kan vi ikke bruge det til så meget lige nu. Det var en anden situation, og det var kampe uden tilskuere. Men derfor kan det da godt være, at det mentalt giver os en lille fordel, fordi Fredericia kan tænke på, hvordan det gik sidst vi var på besøg i deres hal.

Hjemmeholdet har forud for denne sæson hentet markante nye profiler i form af den tidligere landsholdsspiller Mads Christiansen samt playmaker Cornelius Kragh, som er skiftet fra Skanderborg. Andre nye navne er den norske venstre back Lasse Balstad samt målmand Jens Fredsgaard og stregspiller Nikolaj A. Nielsen - de to sidstnævnte etablerede ligaprofiler.

KIF Kolding har også fået en markant bredere og stærkere trup med tilføjelsen af spillere som Emil Jessen, Jesper Meinby, Daniel Guldsmed, Mats Gordon Krog og Peter Torpegaard Lund.

-Og hele holdet har leveret godt i opstartsfasen. Vi har undervejs været udfordret på skadesfronten, men nu begynder det at lysne, lyder det fra Andreas Toudahl.

Han slår fast, at det er KIF´s kollektiv, som skal vinde kampen for KIF torsdag aften i Fredericia.

-Samtidig er målmandskampen utrolig vigtig. Det hold, der vinder den står med gode kort på hånden, og vi ved at rammer vi den rigtige hårdhed i forsvaret skaber vi gode betingelser for, at det er os, som vinder målmandskampen. Kan vi samtidig formå at være klogere end modstanderne har vi gode betingelser for at trække os sejrrigt ud af opgøret, lyder forhåbningen fra Andreas Toudahl.

1/8-finalen i Santander Cup fløjtes i gang i T. Hansen Arena i Fredericia klokken 20.00 torsdag aften.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere