KIF fik hårdt tilkæmpet sejr over Bo og HØJ


Af Ole Maass

En stærk slutspurt sikrede KIF Koldings ligahold en sejr på 28-25 over 1. divisionsholdet HØJ Elitehåndbold og Bo Spellerberg.

Inden kampen fik den tidligere KIF-spiller med legendestatus både blomster og vin af sin tidligere klubkammerat, Christian Hjermind, der som bekendt nu er direktør i KIF Kolding. Der var også masser af klapsalver til Bo fra 400 sommerklædte tilskuere og synlig gensynsglæde over at se ham tilbage i Kolding. Men på banen var Bo og holdkammeraterne fra det sjællandske dog ikke kommet  for at agere let træningsmodstander for KIF – til trods for, at der er en rækkes forskel mellem de to klubber.

Med en ganske stærkt spillende Frank Mikkelsen i målet i første halvleg og et kontant sjællandsk forsvar havde KIF'erne store vanskeligheder ved at få overtaget i kampen. Og Bo Spellerberg spillede – som vi kender ham – med en feltherres overblik, og udover at han selv tre gange i første halvleg bankede kuglen i mål havde han også næstsidste hånd på flere målgivende afleveringer til stregen og fløjene. Og samtidig havde HØJ også i højre back, tyske Max Hönig og den lille fodrappe bagspiller Marcus Stroustrup to spillere, som på egen hånd hele tiden udfordrede KIF-forsvaret.

I angrebsspillet var det for KIF'erne ikke mindst de tre tidligere Mors/Thy-spillere, Erik Toft, Sander Øverjordet og Bjarke Christensen, som i første halvleg var farlige og som sikrede, at KIF'erne hele tiden var på omgangshøjde med gæsterne. Med sit tredje mål til stillingen 13-14 var det dog Bo Spellerberg, som var manden der sørgede for, at gæsterne kunne gå til pausen foran med det ene mål. KIF var ikke på noget tidspunkt foran i første halvleg.

Det kom KIF'erne så tre minutter efter pausen, da først Erik Toft udlignede og efterfølgende Benjamin Pedersen bragte KIF foran med 15-14. Det tætte parløb mellem de to hold fortsatte resten af kampen. Gæsterne havde sat en anden spiller med en fortid i KIF, veteranen Søren Haagen i mål, og ham havde flere af KIF-spillerne tilsyneladende så stor respekt for, så en lang række 100 procents chancer enten blev brændt på Haagen eller sendt på træværket. Set over hele kampen brændte KIF vel noget i retning af 12-13 af disse ”direktører”. Her er der i den grad plads til forbedringer. Det går næppe i en ligakamp.

Med syv minutter tilbage af kampen bragte Sander Øverjordet KIF foran med to mål – 24-22. Men tre minutter senere havde HØJ vendt kampen på hovedet og førte dermed med fire minutter igen med 24-25. Så fulgte fire gyldne KIF-minutter. Sander Øverjordet udlignede til 25-25. Erik Toft bragte KIF foran med 26-25, og med en rullefinte tyve sekunder før tid afgjorde Mads-Peter Lønborg kampen, da han scorede til 27-25. Gæsterne tog time out og kom i angreb, men det angreb løb ud i sandet, og i sidste sekund kunne en stærkt spillende Rasmus Døssing i KIF-målet så score i gæsternes tomme mål på et langt udkast og gøre det til 28-25 til KIF. Sejrscifre, som lyder mere sikre end KIF-sejren i virkeligheden var.

Hos KIF var der stærke individuelle præstationer af Erik Toft og Sander Øverjordet i angrebet. Rasmus Døssing fik også spilletid i 45 minutter i KIF-målet, og han beviste at KIF i denne sæson har tre stærke målmænd, som foruden Døssing også tæller Tim Winkler og Magnus Brandbyge – sidstnævnte var ikke med i dag.

Og så var kampen altså også et glædeligt gensyn med Bo Spellerberg, og som det sig hør og bør tog Bo sig også undervejs nogle ret heftige diskussioner med dommerne – og efter 17 minutters spil fik han også en advarsel herfor.

For KIF var det den sjette sejr i træk i træningskampene, og i næste uge venter så den sidste af i alt syv træningskampe, når KIF på onsdag den 17. august klokken 18.00 på udebane møder ligakollegerne fra Sønderjyske.

Matchfakta:

Målscorere:

KIF: Erik Toft, 7, Sander Øverjordet, 6, Jesper Meinby og Bjarke Christensen, begge 3, Viktor Nevers, Thomas Boilesen, Benjamin Pedersen og Mads-Peter Lønborg, hver 2, Rasmus Døssing, 1 mål.

Bo Spellerberg scorede tre mål for HØJ.

Udvisninger: KIF: 3, HØJ: 2

Redninger:

KIF: Rasmus Døssing, 9, Tim Winkler: 1.

Ca. 400 tilskuere i Sydbank Arena, hal 3.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere