KIF jagter revanchen i Fredericia


Af Ole Maass

I slutningen af august kunne spillerne fra KIF Kolding ærgre sig over et 26-23 nederlag i pokal-ottendedelsfinalen mod Fredericia HK, og derfor er det også et revanchelystent KIF-mandskab, som onsdag aften – klokken 19.00 – stiller til start i T. Hansen Arena i Fredericia, hvor FHK og KIF spiller sæsonens andet lokalopgør.

Hjemmeholdet Fredericia HK ligger lunt i svinget i ligaen med 13 point i sæsonens første ti kampe, og fredericianerne har udover at hente point mod flere af holdene i den nederste del af rækken også besejret både BSH og TTH Holstebro, som traditionelt hører til i toppen af ligaen.

KIF-træner Andreas Toudahl er klar over, at der venter hans hold en svær opgave mod et hjemmehold, som i pokalkampen lykkedes med at slå KIF's angrebsspil i stykker med et ekstremt aggressivt forsvar.

-I pokalkampen var vi ikke dygtige nok til at modstå den fysik de kom med, samtidig med at de også var rigtig dygtige i spillet mand mod mand. Så det har vi haft fokus på i vores forberedelser til onsdagens kamp. Men samtidig skal vi denne gang meget gerne være de klogeste. Vi kan jo forvente at komme til at spille i en ophedet atmosfære, og her skal vi både være smarte og kloge. Så tror vi på, at vi kan få et godt resultat med fra Fredericia, lyder det fra Andreas Toudahl.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere