KIF Kolding kommer ud af udfordrende sæson med sorte tal på bundlinjen


Pressemeddelelse KIF Håndbold Elite A/S

Håndboldligaklubben KIF Kolding kom ud af 2020/2021-sæsonen med et overskud på 106.000
kroner. Det fremgik af det regnskab, som torsdag eftermiddag blev aflagt på den ordinære
generalforsamling i KIF Håndbold Elite A/S, selskabet som står bag driften af håndboldligaklubben.
Formanden for bestyrelsen i selskabet, Gunnar Fogt betegner det som et særdeles tilfredsstillende
regnskabsresultat – ikke mindst set i lyset af de store udfordringer, som KIF Kolding i lighed med
de fleste andre eliteidrætsklubber har haft i en sæson præget af store begrænsninger som følge af
corona-restriktioner.

KIF Koldings regnskab følger håndboldsæsonen, og det netop offentliggjorte regnskab dækker
derfor over perioden fra den 1. juli 2020 til den 30. juni 2021. Af regnskabet fremgår det også, at
klubben har en egenkapital på 2,1 millioner kroner.
I sin beretning omtalte bestyrelsesformanden de store udfordringer corona-begrænsningerne gav
klubben.

-Vi spillede ikke én eneste kamp under normale omstændigheder. Enten spillede vi helt uden
tilskuere, eller også spillede vi med begrænsningen om kun 500 mennesker i hallen – heraf højest
400 tilskuere. Til gengæld har vi mærket en fantastisk flot opbakning fra både vore partnere og
sponsorer samt fra vore faste sæsonkortholdere. Derudover skal der lyde en kæmpe tak til alle de frivillige, der viser deres støtte og passion for klubben til hver eneste kamp.

Vi har jo som følge af corona-begrænsningerne
ikke været i stand til at levere det produkt vi havde stillet dem i udsigt. Men vi har alligevel mærket
en flot opbakning fra dem, slog Gunnar Fogt fast.

Han føjede til, at antallet af sponsorer i klubben frem til dags dato næsten er blevet fordoblet,
antallet af solgte sæsonkort er steget til den sæson, som nu er godt i gang, og KIF Kolding er den
klub i den danske håndboldliga, som har tredje flest tilskuere, understregede Gunnar Fogt.
Samtidig er det lykkedes at styrke klubbens organisation markant med ansættelsen af direktør
Christian Hjermind, og rent sportsligt levede ligaholdet op til forventningerne – og mere til – da
KIF Kolding i sidste sæson med en smal spillertrup kvalificerede sig til DM-slutspillet.

-Jeg har tidligere udtalt at klubbens målsætning er at kæmpe om medaljer indenfor 2-4 år. Det står
vi selvfølgelig fast ved
Samtidig har klubben forlænget kontrakten med cheftræner Andreas Toudahl, så den gælder denne
sæson og de kommende to sæsoner – alt sammen med det mål at skabe kontinuitet.

-Vores målsætning er at blive en top 6-klub i Danmark samtidig med at vi har en sund økonomi, og
rent sportsligt ønsker vi at være en attraktiv klub for både danske og skandinaviske spillere, slog
bestyrelsesformand Gunnar Fogt fast på generalforsamlingen.
På generalforsamlingen blev der valgt ét nyt medlem til elitebestyrelsen. Erhvervsmanden Steen
Møller sagde efter eget ønske farvel til bestyrelsen, og han blev afløst af en anden erhvervsmand,
Søren Ravn. De tre øvrige medlemmer i den fem mand store bestyrelse er næstformand Benny Dall,
Morten Høgsberg Nielsen samt Morten Strøh.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udvikliet af Magio - web med mere