KIF kommer på hårdt arbejde i Lemvig


Foto: Pebbes Billeder

Af Ole Maass

KIF Koldings mandlige ligahold kan se frem til at komme på hårdt arbejde tirsdag aften – klokken 18.30 – når holdet på udebane møder Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Det nordvestjyske hjemmehold er i sæsonens første fem kampe endnu ikke kommet på pointtavlen, men bortset fra et stort nederlag i Aalborg og holdets seneste kamp mod Ribe-Esbjerg har Lemvig-Thyborøn i de tre øvrige nederlag spillet helt tætte kampe mod Fredericia, SønderjyskE og TTH Holstebro. Og KIF-træner Kristian Kristensen er da også bevidst om, at der venter hans mandskab en hård opgave tirsdag aften.

-Lemvig på hjemmebane er noget andet end Lemvig på udebane. Det husker vi jo selv fra vores kamp i foråret, hvor vi førte med syv mål, men endte med at tabe med ét mål. For os gælder det om at holde fast i de ting, som har fungeret godt for os i sæsonens første fem kampe. Vi har stået rigtig stærkt i forsvaret, og så har vi fokus på at få skærpet omstillingsspillet – vi skal have flere kontrascoringer i kraft af vort stærke forsvar, lyder det fra Kristian Kristensen om et af de fokuspunkter han og spillerne har forud for tirsdagens ligakamp i Lemvig.

Selvom KIF nu efter sæsonens fem første ligakampe lige nu ligger lunt i toppen af rækken slår Kristian Kristensen fast, at enhver snak om KIF som tophold er tidsspilde.

-Det skal vi ikke bruge kræfter på. Vi skal i stedet have fokus på den proces vi er godt i gang med, og her har vi mange ting at arbejde med – ikke mindst vort angrebsspil, hvor der er mange ting, som skal forbedres. Det så vi senest i sidste uges nederlag mod Skanderborg-Aarhus, konstaterer Kristian Kristensen.

Hos hjemmeholdet er der flere markante profiler som KIF'erne tirsdag aften skal have fokus på. Det gælder den stærkt skydende playmaker Thomas Damgaard, bagspillerne Jorn Smits og Jonathan Würtz samt højre fløj Jesper Kokholm, og derudover kan KIF'erne også se frem til at møde en gammel holdkammerat fra sidste sæson, venstre fløj Mats Gordon Krog, som nu spiller i Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Kampen mellem Lemvig-Thyborøn Håndbold fløjtes i gang klokken 18.30 tirsdag, og den kan ses live på TV2 Sport.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere