KIF manglede energien i forsvaret


Af Ole Maass
 
Når modstanderen scorer 39 mål siger det sig selv, at forsvarsspillet ikke har været optimalt. Det var da også tilfældet, da KIF Koldings mandlige ligahold søndag eftermiddag sluttede DM-slutspillet med et klart nederlag – 39-29 på udebane i Sønderborg, hvor Sønderjyskes mandlige ligahold var vært.
 
Sønderjyderne var i teten fra start, og KIF’erne var kun for alvor med i kampens første ti minutter ved stillingen 7-5 til hjemmeholdet. Så udbyggede Sønderjyske føringen til fire mål, og i første halvlegs sidste ti minutter løb hjemmeholdet for alvor fra KIF, som endte med at være bagud med otte mål ved pausen – ved stillingen 21-13 til hjemmeholdet.
 
-Jeg er skuffet over, at vi i vores forsvarsindsats mangler den energi og fysik, som var nødvendig for at matche et godt spillende hjemmehold. Her må vi erkende, at vi i dag var overmatchet – både hvad angår fysik og effektivitet, konstaterer KIF-træner Andreas Toudahl.
 
I erkendelse af den situation og også ud fra den kendsgerning, at KIF’erne har en meget vigtig pokalkamp i Tønder på onsdag valgte KIF-trænerduo’en Toudahl og Torben Sørensen at give masser af spilletid til de unge spillere og spare profiler som blandt andre Peter Balling, Vetle Rønningen, Benjamin Pedersen og Andreas Væver.
 
-Og skal vi tage noget positivt med fra kampen så er det, at de unge kom ind og leverede en fin indsats. Det gælder både Frederik Weber og Simon Lindved på fløjene, Andreas Elbæk og Philip Lyngby Pedersen, som kom ind på stregen og fik scoret sit første mål i KIF-trøjen, siger Andreas Toudahl.
 
Status for KIF’s indsats i DM-slutspillet blev en enkelt sejr, men KIF’erne fik i hovedparten af kampene i slutspillet vist, at holdet i perioder kan yde de bedste ligahold kvalificeret modstand.
Og så kan vi, der har sympati for KIF så ellers allerede nu glæde os til næste sæson i forvisning om, at KIF får en betydelig større bredde end holdet har haft i denne sæson, hvor KIF’erne overraskede alle ekspertforudsigelser og kom med i slutspillet blandt landets otte bedste hold.
 
Men inden vi tænker på næste sæson skal KIF’erne altså nu på onsdag spille en vigtig pokalkamp på onsdag i Tønder mod TM Tønders 1. divisionshold.
Matchfakta:
Sønderjyske-KIF Kolding: 39-29 (21-13)
 
Målscorere:
Sønderjyske: Noah Gaudin,9, Alec Smit, 6, Marcus Dahlin, Kristian Stranden og Sveinn Johansson, hver 4, Frederik Ladefoged og Kristian Pedersen, begge 3, Tobias Møller og Mikkel Hansen, begge 2, Thomas Mogensen og Malthe Damgaard, begge 1 mål.
 
KIF: Nicolaj Jørgensen, 7, Jens Svane Peschardt, Vetle Rønningen og Andreas Væver, hver 3 mål, Peter Balling, Frederik Weber, Benjamin Pedersen, Kristoffer Vestergaard og Alexander Morsten, hver 2 mål, Chris Jørgensen, Philip Lyngby Pedersen og Simon Lindved, hver 1 mål.
 
Redninger:
Sønderjyske: Kristian Pedersen: 8/28 (28,57 procent), Josip Cavar: 2/11 (18,18 procent)
KIF: Tim Winkler. 3/20 (15 procent), Ágúst Elí Björgvinsson: 3/17 (17,65 procent)
 
Udvisninger:
Sønderjyske: 1, KIF: 3

#vikæmperforkolding