KIF møder formstærkt TTH-mandskab


Der venter KIF Koldings mandlige ligahold en udfordring af de større, når de fredag klokken 18.30 i Gråkjær Arena i Holstebro skal op imod TTH Holstebro.
Det er et særdeles formstærkt TTH-mandskab, som tager imod KIF’erne denne aften. Vestjyderne har efter VM-pausen vundet fem af seks ligakampe, og holdet er sikre på at tage minimum et point med over i DM-slutspillet.
Da KIF tog imod TTH i sæsonens første ligahold mellem de to hold, i november, spillede KIF’erne en rigtig god kamp og hentede her et enkelt point i kampen, som endte 32-32.
KIF-træner Andreas Toudahl er også godt klar over, at hans mandskab skal vise takter i samme stil som i kampen i november, hvis KIF’erne skal overraske og hente et point eller to.
-Det er jo ikke nogen hemmelighed, at er lidt udfordret på skadesfronten. Og samtidig møder vi et TTH-mandskab, som efter jul har steppet op og vist rigtig godt spil og hentet gode resultater. Men det ændrer ikke på vores tilgang til kampen. Vi går efter at få noget med fra alle kampe, og skal det lykkes for os er nøglen et kompakt forsvar, som giver vore målmænd gode betingelser. Og samtidig skal vi have færre tekniske fejl, end vi havde i vores seneste kamp mod TMS. TTH er uhyre skarpe i kontrafasen, så her skal vi have meget fokus på at spille klogt, så vi ikke giver dem for gode betingelser, konstaterer Andreas Toudahl.
KIF’erne får givetvis også meget at se til med hjemmeholdets tunge skyts ude bagfra. Spillere som Aron Mensing, Kay Smits og Allan Damgaard udgør en solid bagkæde, som KIF’erne skal forsøge at holde fra fadet, og på streg-, fløjspillerpositionerne og i målet er TTH også særdeles stærkt besat. Så det er en solid udfordring, der venter KIF’erne.
Kampen mellem TTH og KIF livestreames på TTH’s facebookside fredag aften fra klokken 18.30

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere