KIF møder lørdag tysk traditionsklub


Af Ole Maass

KIF Koldings mandlige ligahold spiller lørdag klokken 13.00 i Sydbank Arena, hal 3 (det gamle KIF-Center) imod det tyske 2. Bundesligahold fra VfL Lübeck-Schwartau.

VfL Lübeck-Schwartau er identisk med den tyske traditionsklub, som tidligere gik under navnet VfL Bad Schwartau – en klub, som for år tilbage spillede i den tyske Bundesliga.

Kampen tidligt lørdag eftermiddag er KIF Koldings tredje træningskamp i denne uge – og den fjerde af i alt seks træningskampe forud for den kommende sæson.

KIF-træner Kristian Kristensen har ikke det store kendskab til den kommende modstander.

-Men den tyske 2. Bundesliga har et pænt højt niveau, og jeg forventer at vi kommer op imod en fysisk stærk modstander. For os handler træningskampene om hele tiden at lægge lidt til og forfine tingene i både forsvars- og angrebsspillet. Og i den sammenhæng er det fint for os at møde et fysisk stærkt hold fra 2. Bundesliga, siger Kristian Kristensen.

VfL Lübeck-Schwartau sluttede i sidste sæson på tiendepladsen af de i alt tyve hold i 2. Bundesliga. Forleden spillede VfL Lübeck-Schwartau en træningskamp mod SønderjyskEs ligahold. Her tabte tyskerne med 32-39.

Kampen mellem KIF og VfL Lübeck-Schwartau spilles som nævnt klokken 13 i hal 3 i Sydbank Arena. Der er gratis adgang for alle til kampen.

#vikæmperforkolding