KIF sælger Steven Plucnar til udenlandsk topklub


Af Ole Maass

KIF Koldings stærke stregspiller, 22-årige Steven Plucnar Jacobsen fortsætter efter sommerferien sin karriere i en udenlandsk topklub i én af Europas store ligaer. Senere i april vil den pågældende klub selv offentliggøre klubskiftet.

Steven Plucnar Jacobsen havde oprindelig indgået en tre-årig kontrakt med KIF Kolding, og det kommende klubskifte betyder så, at KIF Kolding får en pose penge i kompensation fra den udenlandske klub.

-Som klub er vi stolte af at have været med til at udvikle en spiller som Steven, som får mulighed for at komme til at spille i én af Europas store ligaer. Det fortæller også noget om, at det arbejde vi har gang i i KIF Kolding vækker interesse ude i Europa. Det i forening med KIF Koldings historie gør, at der altid vil være ekstra fokus på vore spillere, siger direktør for KIF Kolding, Christian Hjermind.

-Sportsligt er det naturligvis en svækkelse for os, men vi henter en rigtig stærk erstatning, som er klar til at spille for os i den kommende sæson, understreger KIF-direktøren.

Steven Plucnar Jacobsen lægger selv ikke skjul på, at det er vemodigt at forlade KIF Kolding – samtidig med, at han glæder sig til at prøve sig selv af i én af Europas store ligaer.

-Jeg har været superglad for at spille i KIF i denne sæson og været med til at flytte holdet og klubben tilbage i toppen af dansk håndbold. Det har været en vild rejse vi har været på. Jeg havde set mig selv være flere sæsoner i KIF, men jeg er også rigtig glad for, at jeg nu får denne mulighed. Det har været fedt at spille i Kolding i nogle kampe for over 4000 tilskuere, men jeg glæder mig også til at komme til at spille kampe, hvor der nogle gange kommer over 10.000 tilskuere, siger Steven Plucnar.

Han kom til KIF Kolding sidste sommer efter et ophold i den svenske liga hos Lugi Lund.

-Tiden i KIF har helt klart udviklet mig. Niveauet i den danske liga er højere, og i Danmark tillader man en mere fysisk spillestil, hvilket passer mig godt. Så jeg synes selv jeg er blevet bedre, og så har jeg spillet på et KIF-hold, hvor vi i denne sæson har været en rigtig god enhed. Det er også én af grundene til, at vi har rykket os markant rent sportsligt, siger Steven Plucnar og føjer til, at han sagtens kan se for sig, at han en dag vender tilbage til KIF Kolding.

KIF-træner Kristian Kristensen slår fast, at han græder med det ene øje og smiler med det andet.

-På Stevens vegne er vi glade for den mulighed han får. Spillemæssigt har han udviklet sig til at være en helt central spiller i vores midterforsvar. Både taktisk og på ledelsesdelen har han rykket sig. Han er synlig i udtrykket, og det har også gjort, at han er en spiller, som er populær hos publikum, og så er han også i løbet af sæsonen blevet en bedre og mere scoringssikker spiller i angrebet. Og så er Steven også en klog dreng, og det mærker man også på håndboldbanen. Så det har på alle måder været rigtig godt at have ham i vores trup. Det har vi heldigvis også i de næste kommende måneder, hvor vi har en lang række afgørende kampe i DM-slutspillet, understreger Kristian Kristensen.

Personlig partner for Steven Plucnar er Global Evolution.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere