KIF sejrede efter et vildt drama


Foto: BlumePress

Af Ole Maass

Vi havde lovet et drama. Og vi fik et drama. Et fuldstændigt vanvittigt, absurd, spændende og hektisk drama af en håndboldkamp sluttede onsdag aften kort efter klokken 20.30 med, at KIF Kolding kunne trække sig tilbage med to uhyre vigtige point efter en 24-23 sejr over TTH Holstebro.

Nogen køn kamp blev det på ingen måde, men absurd spændende var det til allersidste sekund, da gæsternes forsvarsspiller Mathias Smed i et sidste desperat forsøg på at skaffe sit hold det ene point hamrede bolden på stolpen. 13 sekunder før tid – da haluret stod på 29.47 – var KIF's Thomas Boilesen i en yderlig position tvunget til at afslutte, men den bold reddede gæsternes keeper Josip Cavar, og det var grunden til, at TTH fik chancen for at afslutte og sikre sig det ene point. Men den stolpe, der stod i vejen var vi, der holder med KIF så til gengæld meget glade for....

Kampens sidste fem minutter blev drama med drama på. Knap seks minutter før tid bragte Miha Zvizej TTH foran 22-23. Efterfølgende brændte Sander Øverjordet for KIF, og da Jens Svane få sekunder efter kom til at sende en bold ud over sidelinjen havde gæsterne chancen for at bringe sig foran med to. Allan Damgaard sendte et skud på stolpen, og i det efterfølgende angreb fik Jens Svane tilkæmpet sig et straffekast. Det scorede Bjarke Christensen på, og det var køligt gjort af KIF's stærke venstre fløj, som forinden havde brændt to gange fra syv meter pletten. Efterfølgende begik gæsterne en teknisk fejl, og med små tre minutter igen hamrede Sander Øverjordet KIF foran med 24-23. Et halvt minut senere erobrede samme Øverjordet en bold efter en fejlaflevering fra gæsternes Nikolaj Markussen. Så tog KIF-træner Kristian Kristensen time out, men i det efterfølgende angreb lavede Sander Øverjordet en fejlaflevering. Og samme Øverjordet var manden i centrum, for ti sekunder efter erobrede han såmænd bolden tilbage. Da var der et minut igen – og KIF havde chancen for at bringe sig foran med to mål. Med 25 sekunder igen blev Thomas Boilesens afslutning reddet, men Bjarke Christensen erobrede en returbold. Og så er vi fremme ved de sidste famøse 13 sekunder, hvor Boilesens afslutning blev reddet og TTH sendte bolden på stolpen i sidste sekund.

På det tidspunkt var de knap 1400 tilskuere for længst oppe at stå. Og der lød et jubelbrøl, som var vi 4000 i hallen, da kampen blev fløjtet af. Et vildt, sygt og absurd drama sluttede med yderligere to  KIF-point på kontoen. Kønt var det ikke – og som tilskuer blev man tre år ældre af at se sådan en absurd kamp. Og eftersom den der skriver disse linjer såmænd er 67 år, er det noget skrammel at blive tre år ældre sådan en onsdag aften i Sydbank Arena. Det er sgu lidt for hurtigt at ældes....

Tilbage til håndboldkampen.

KIF førte 16-12 ved pausen og spillede en rigtig flot første halvleg. Forsvaret stod godt, og både Magnus Brandbyge og især Tim Winkler, som kom ind mod slutningen af halvlegen havde vigtige redninger. . Og i angrebet var der drev og fart over KIF's spil, hvor blandt andre Mads-Peter Lønborg satte fart i spillet, så KIF'erne havde flotte angrebskombinationer, som splittede gæsternes forsvar.

I anden halvleg skruede gæsterne op for intensiteten i forsvaret, og her måtte KIF lede efter åbningerne. Det betød, at KIF tyede til syv mod seks-spillet for at finde åbningerne, og anden halvleg blev så også rent spillemæssigt langt mere rodet end kampens første 30 minutter. Men dramaet fik vi – og de to point fik vi også. Det var nok så vigtigt, og så skal vi meget gerne have 3500-4000 tilskuere i ryggen, når KIF på lørdag klokken 16.00 tager imod DM-sølvvinderne fra Aalborg med blandt andre to tidligere KIF-profiler, Henrik Møllgaard og Andreas Flodman på holdkortet.

Matchfakta:

KIF Kolding-TTH Holstebro: 24-23 (16-12).

Målscorere:

KIF: Bjarke Christensen: 7, Thomas Boilesen, 4, Sander Øverjordet, 3, Mads-Peter Lønborg, Steven Plucnar, Erik Toft, Viktor Nevers og Jesper Meinby, hver 2 mål.

 

TTH: Magnus Bramming, 7, Miha Zvizej, 3, Nikolaj Markussen, Jonas Gade Nielsen, Christian Jensen, Emil Jensen, Dan Beck-Hansen, hver 2 mål, Rasmus Kier, Johan Meklenborg og Josip Cavar hver 1 mål.

 

Udvisninger:

KIF: 1, TTH: 0

 

Redninger:

KIF: Magnus Brandbyge: 6/21 (28,57 procent), Tim Winkler: 4/11 (36,36 procent)

TTH: Josip Cavar: 9/17 (52,94 procent), Sander Heieren: 5/21 (23,81 procent).

 

Tilskuere:

1378 i Sydbank Arena i Kolding

 

Dagens Man of the Match:

KIF: Bjarke Christensen, TTH: Magnus Bramming

 

Næste kamp:

KIF møder lørdag den 19. november, klokken 16.00 Aalborg Håndbold.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere