KIF skal fortsætte takterne fra Aalborg-kampen


Af Ole Maass

KIF Koldings mandlige ligahold skal finde nogle af de samme takter frem, som holdet viste onsdag aften i hjemmekampen mod Aalborg, når holdet lørdag eftermiddag i Skjern Bank Arena møder Skjern Håndbold.

Kan KIF'erne finde det spillemæssige niveau – og samtidig øge redningsprocenten i målet – er det langt fra umuligt, at KIF'erne kan hente et point eller to mod hjemmeholdet, Skjern, som med onsdagens sejr over Ribe-Esbjerg allerede er sikker på en plads i DM-semifinalen.

KIF-træner Kristian Kristensen slog forud for onsdagens kamp mod Aalborg fast, at KIF'erne spiller for at vinde – også selvom chancerne for en semifinale var beskedne – og efter 26-28 nederlaget mod Aalborg nu er definitivt væk.

KIF-spillerne viste i onsdagens kamp, at de kunne leve op til trænerens ord. Der var godt med intensitet i forsvarsspillet, og der var tempo og undervejs også fine kombinationer i angrebsspillet, så KIF'erne formåede at presse DM-favoritterne fra Aalborg til sidste sekund af kampen.

Lørdagens modstander, Skjern Håndbold, har leveret en stærk indsats i DM-slutspillets første fire kampe, som er endt med tre sejre samt uafgjort 24-24 mod KIF i første slutspilsrunde – efter en kamp, hvor KIF'erne havde mest grund til at ærgre sig over ikke at hente de to point.

Skjern har ikke mindst været begunstiget af en stærk indsats i forsvaret og med en meget overbevisende Christoffer Bonde i målet. Han har i flere af de seneste kampe stået med en redningsprocent på 50. En redningsprocent, som betyder at Bonde lige nu er målmanden i HTH-ligaen, som har den højeste redningsprocent. Skjern-målmanden er én af de forhindringer KIF-spillerne lørdag eftermiddag skal forsøge at overvinde.

Kampen mellem Skjern Håndbold og KIF Kolding fløjtes i gang klokken 16.00, og for de der ikke når frem til Skjern Bank Arena for at se kampen live er der i stedet mulighed for at følge kampen direkte på TV2 Sport.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere