KIF skal op imod formstærke Mors-Thy


Af Ole Maass

Med 11 point i de seneste syv kampe er Mors-Thy Håndbold lige nu ét af HTH herreligaens allermest formstærke mandskaber. Det er derfor en udfordring af de større KIF Koldings mandlige ligahold tirsdag aften – klokken 18.30 – kommer på, når Mors-Thy og KIF tørner sammen i Sparekassen Thy Arena i Mors.

KIF-træner Kristian Kristensen er dog alligevel fortrøstningsfuld forud for tirsdagens svære udekamp.

-Mors-Thy har gjort det fantastisk godt på det seneste, men vi tror alligevel på, at vi har chancen for at lave et godt resultat. Vi skal have pillet noget af tempoet ud af kampen, og kommer vi først hjem og stå i vores forsvar seks mod seks ser det ganske godt ud. I hvert fald så længe vi har ressourcerne. For os er det meget et ressourcespørgsmål lige i øjeblikket, konstaterer Kristian Kristensen velvidende, at hans mandskab i fredags langt hen ad vejen havde styringen af kampen i Lemvig. Mod slutningen kom KIF'erne dog bagud, da der manglede de sidste kræfter i forsvaret.

-Men spillerne viste flot moral, og det var grunden til, at vi sikrede os det ene point, da det så sværest ud, konstaterer KIF-træneren.

Han slår fast, at KIF'erne i tirsdagens kamp skal være skarpe i returløbene, da Mors/Thy er meget stærke i omstillingsspillet – både i første- og anden bølge-kontraen.

Hjemmeholdet råder over en række store profiler i spillere som Erik Toft, Mads Hoxer Hangaard, Bjarke Christensen, Sander Øverjordet, Tim Sørensen samt to stærke målmænd i Rasmus Bech og Rasmus Henriksen.

Kan KIF'erne vise de samme takter, som holdet gjorde i de første 45-50 minutter af kampen i fredags er det imidlertid langt fra udelukket, at KIF kan komme fra Nykøbing Mors med et point eller to. I fredags havde KIF'erne fremragende opbakning fra over 100 medrejsende KIF-fans. Så mange kommer ikke med tirsdag aften. Men de der kommer med giver den garanteret fuld gas med opbakningen, og vi andre kan så heppe med hjemme fra tv-skærmen, da tirsdagens vigtige kamp vises live på TV2 Sport med optakt fra klokken 18.00.

Foto: Pebbes billeder

#vikæmperforkolding