KIF skal på en svær opgave i Thisted


Foto: Photo-Andersen

Af Ole Maass

KIF Koldings mandlige ligahold skal lørdag eftermiddag – klokken 15.00 – på en svær opgave, når holdet i Thy Hallerne i Thisted skal op imod ligakollegerne fra Mors-Thy Håndbold.

Selvom KIF'erne i toppen af ligaen ligger med et solidt pointforspring til Mors-Thy er KIF-træner Kristian Kristensen ikke i tvivl om, at der venter hans mandskab en hård opgave mod et Mors-Thy hold, som har svinget meget i præstationerne. De har slået Fredericia med 13 mål og Ribe-Esbjerg med otte mål, men også tabt med et enkelt mål til Lemvig-Thyborøn.

-Det er ikke så underligt, at de har svinget i præstationerne. De har skiftet ud på rigtig mange pladser på holdet, og det tager tid at spille et nyt hold sammen. Det gør, at stabiliteten nok først indfinder sig efter jul, men vi har meget stor respekt for Mors-Thy. Vi ved, at de er særdeles svære at have med at gøre, når de rammer deres topniveau. Og i vores første kamp i denne sæson mod dem var vi da heller ikke uheldige med at vinde en kneben et måls sejr, erkender Kristian Kristensen.

Han er forberedt på at møde et hold, som sætter masser af tempo i angrebsspillet.

-Det kan komme til at ligne det vi senest mødte i mandags mod Ribe-Esbjerg. Mors-Thy er et hold, som løber stærkt, men derudover er det et mandskab, som har mange forskellige spillere med meget forskellige kompetancer – både med skytter og med gennembrudsspillere, stærke fløje og stregspillere. Men vi skal selvfølgelig prøve at få kampen over på vores præmisser. Så har vi da bestemt muligheder, mener Kristian Kristensen.

KIF-drengene kan lørdag eftermiddag ligesom ved holdets andre udekampe se frem til at få god støtte fra medrejsende KIF-fans. KIF Koldings fanklub, Den Gyldne Hånd sender således en bus med 50 fanklubmedlemmer, som er klar til at bakke KIF-drengene op i alle 60 minutter.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere