KIF taber efter hektisk slutfase


Af Ole Maass

KIF Koldings mandlige ligahold tabte lørdag eftermiddag lokalopgøret i thansen Arena i Fredericia med 28-25 til Fredericia HK – efter en KIF-føring på 14-12 ved pausen.

Det nederlag kan man som KIF-fan godt ærgre sig over, for langt hen ad vejen var det en kamp, der lugtede en hel del af point til et KIF-hold, som i kampens første 50 minutter havde en lille beskeden overhånd og også førte med ét eller to mål.

Med godt ti minutter igen – og en KIF-føring på 22-21 – brændte KIF's store stærke stregspiller Steven Plucnar fra stregen på FHK-keeper Thorsten Fries. Og i stedet for at komme foran med 23-21 udlignede hjemmeholdets stregspiller Nikolaj Nielsen få sekunder senere til 22-22. Det blev meget symptomatisk for kampens sidste meget hektiske slutfase.

I det følgende angreb tabte KIF bolden. Hjemmeholdets Kristian Stoklund fik en motorvej af plads til at score på gennembrud. Det næste KIF-angreb blev brændt og med godt syv minutter igen øgede hjemmeholdets Kasper Young til 24-22 på en scoring fra højre fløj. KIF's Bjarke Christensen reducerede til 24-23, og i det følgende angreb havde KIF-keeper Magnus Brandbyge en kæmperedning på en afslutning fra Kristian Stoklund, men returbolden sprang lige ud i hænderne på hjemmeholdets cubanske bagspiller Reinier Taboada, som øgede til 25-23.

I kampens sidste seks minutter havde KIF'erne svært ved at finde de rigtige løsninger i angrebet samtidig med, at hjemmeholdets forsvar og målmand Thorsten Fries steppede op, og samtidig med at atmosfæren i hallen kom op i nærheden af kogepunktet.

Fredericia HK har landets mest hardcore håndboldfans, men generelt blev kampen nu afviklet i en ok fair atmosfære, og man må nøgternt konstatere, at hjemmeholdet i slutningen af kampen var bedst til at finde de løsninger, som retfærdiggør at det var Fredericia HK, som beholdt de to point hjemme i egen hule.

I Magnus Brandbyge havde KIF en målmand, som stod lige så godt som hjemmeholdets Thorsten Fries, og KIF's forsvarsspil var også solidt langt hen ad vejen. Angrebsmæssigt måtte KIF'erne lede mere efter at finde de rette løsninger, og i den hektiske slutfase lykkedes det altså ikke.

KIF Kolding blev bakket flot op af flere end 100 medrejsende KIF-fans, og de fans – plus mange flere – er der helt sikkert også i den kommende uge, hvor KIF Kolding har to uhyre vigtige hjemmekampe. Først nu på onsdag den 16. november, kl. 19.00, hvor TTH Holstebro kommer på besøg og så igen allerede på lørdag den 19. november, klokken 16.00, hvor Aalborg Håndbold gæster Sydbank Arena i Kolding.

Matchfakta:

Fredericia HK-KIF Kolding: 28-25 (12-14)

Målscorere:

FHK: James Junior Scott, 6, Nicolai Nørager, 5, Martin Bisgaard, 4, Kristian Stoklund og Kasper Young, begge 3, Reinier Taboada og Mads Christiansen, begge 2, Nikolaj Nielsen, Rasmus Meyer Ejlersenog Einar Olafsson, hver 1 mål.

KIF: Bjarke Christensen, 6, Erik Toft og Sander Øverjordet, begge 4, Jens Svane, Mads-Peter Lønborg og Jesper Meinby, hver 3, Steven Plucnar og Viktor Nevers, begge 1 mål.

Udvisninger:

FHK: 4, KIF: 4

Redninger:

FHK: Thorsten Fries: 15/37 (40,54 procent), Kim Sonne: 0/1 (0 procent)

KIF: Magnus Brandbyge: 16/44 (36,36 procent)

Tilskuere: 2325 tilskuere i thansen Arena i Fredericia

#vikæmperforkolding