KIF tabte i en ujævn træningskamp


Af Ole Maass

KIF Koldings mandlige ligahold tabte tirsdag eftermiddag træningskampen mod ligakollegerne fra Ribe-Esbjerg med 27-29 efter, at vestjyderne var foran med 15-18 ved pausen.

Overordnet kunne man konstatere, at det var en temmelig ujævn præstation af et KIF-hold, som udover de to aktuelle norske VM-landsholdsspillere Erik Toft og Sander Øverjordet også stillede op uden en tredje nordmand, Thomas Boilesen. Hertil kom, at KIF's højre back, Jesper Meinby, udgik efter få minutters spil med det der lignede en mindre skade. Det betød, at KIF stillede op i nye og uvante formationer, hvor Jens Svane og Vetle Rønningen fik masser af tid på pladsen som venstre back, Andreas Elbek spillede playmaker i store dele af kampen, og højre back pladsen blev varetaget af Mads-Peter Lønborg med stort set fuld spilletid. Og på stregen var der også en del spilletid til den unge U19-spillerVictor Aunsbjerg Lyngsø.

Det var tydeligt, at det ikke var alle spilsystemer og løbebaner, der var helt afstemt, og det betød, at KIF'erne efter en god start i første halvleg gik fra en føring på 7-6 efter 13 minutters spil til at være bagud med 7-12 efter 17 minutters spil. I samme periode ramte KIF's Benjamin Pedersen gæsternes målmand Ronnie Nicolaisen med en afslutning i ansigtet. Den gav en to minutters udvisning til Benjamin, og i den periode fik gæsterne scoret tre mål.

KIF'erne kom bagud med 11-17 efter 25 minutters spil, men fik reduceret afstanden til pausen til blot tre mål blandt andet på en straffekastscoring af Bjarke Christensen og en skruebold af Vetle Rønningen til pausestillingen 15-18.

I anden halvleg skruede KIF'erne op for intensiteten i forsvaret, og det betød at KIF kunne udligne til 21-21 med 18 minutter tilbage af kampen. Men så fulgte igen en periode med lidt for mange tekniske fejl og dårlige afslutninger, og så kunne gæsterne igen trække fra, så Ribe-Esbjerg med 11 minutter tilbage af kampen førte med 22-25.

KIF-træner Kristian Kristensen gav 20 minutters spilletid til hver af KIF's tre målmænd. Rasmus Døssing lagde ud, og han blev noteret for otte redninger. Magnus Brandbyge reddede fire skud, mens Tim Winkler blev noteret for fem redninger, så redningsprocenten hos KIF's tre målmænd kunne man sådan set ikke klage over. Det var i højere grad de tekniske fejl og dårlige afslutninger i den anden ende af banen, som kostede. En normalt sikker straffekastskytte som Bjarke Christensen brændte to straffekast. I det første tilfælde blev han snuppet af gæsternes tredjemålmand, Markus Madsen, mens Bjarke i anden halvleg skød forbi målet.

Kampen var en træningskamp, og derfor skal man ikke lægge alverden i resultatet – heller ikke i betragtning af, at begge hold manglede en del stamspillere. Og for KIF's vedkommende kan vi glæde os over, at der er 12 dage tilbage at arbejde i før det for alvor går løs, når KIF'erne søndag den 5. februar, klokken 15.00 tager imod Lemvig-Thyborøn i den næste vigtige ligakamp.

Kampen i tal:

Målscorere:

KIF Kolding: Vetle Rønningen: 5, Jens Svane, Bjarke Christensen og Peter Lund, hver 4 mål, Mads-Peter Lønborg, 3, Benjamin Pedersen og Nicolai Snogdal, begge 2, Jesper Meinby, Steven Plucnar og Viktor Nevers, hver 1 mål.

Topscorere, Ribe-Esbjerg: Marcus Mørk, 5, Simon Birkefeldt og William Aar, begge 4 mål.

Redninger:

KIF: Rasmus Døssing: 8, Magnus Brandbyge: 4, Tim Winkler: 5

Ca. 100 tilskuere i Sydbank Arena.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere