KIF-træner: Vi glæder os til at komme i gang


Foto: Photo-Andersen

Af Ole Maass

Hos KIF-træner Kristian Kristensen hersker forventningens glæde, når hans mandskab søndag eftermiddag – klokken 15.00 i Sydbank Arena - tager hul på grundspillets sidste otte kampe med hjemmekampen mod Lemvig-Thyborøn Håndbold.

-Ja, vi glæder os til at komme i gang. I et eller andet omfang starter vi jo forfra som følge af den lange VM-pause, så vi glæder os til at se, hvor vi står. Vi fik masser af modstand på vores tur til Tyskland, men det var vi forberedt på, og efter vores træningskamp i tirsdags mod GOG er vi rimeligt fortrøstningsfulde. Ikke mindst i første halvleg stod vi stærkt i forsvaret, og det bliver også nøglen til et godt resultat i kampen mod Lemvig-Thyborøn Håndbold. Et andet moment, som kan blive afgørende er kontraspillet, mener Kristian Kristensen.

Hos gæsterne har der i VM-pausen været et par personalerokeringer. Den skudstærke bagspiller Jonathan Würtz er røget tilbage til Skjern, hvorfra Lemvig-Thyborøn havde lejet ham. Modsat har LTH Håndbold lejet stregspilleren Mathias Porsholdt hos TTH Hostebro.

-Lemvig-Thyborøn har et fint mandskab med gode spillere i bagkæden som Thomas Damgaard, Christian Holm, Jon Katballe og Jorn Smits, men kan vi få vort forsvarsspil op i det niveau vi tidligere har vist i denne sæson har vi gode muligheder. Og så satser vi på at få en medlevende kulisse i Sydbank Arena til at bakke os op, lyder opfordringen fra Kristian Kristensen.

Hos gæsterne siger vi også særlig velkommen til en spiller, som i sidste sæson spillede i KIF – og som fik en ganske betydningsfuld rolle: Mats Gordon Krog.

Imod slutningen af sidste sæson var Mats Gordon førstevalg på venstre fløj, og i den altafgørende kamp mod TTH lørdag den 9. april var det Mats Gordon, som var lynhurtig i opfattelsen efter Jens Svanes brændte skud ni sekunder før tid. Mats Gordon fik fat i bolden, som var på vej ud på tilskuerpladserne, afleverede til Peter Balling, som hamrede den i kassen fire sekunder før tid. Målet til 29-28 betød, at KIF blev reddet fra den direkte nedrykning – og Mats Gordon Krog, som i øvrigt selv scorede fem gange i den vitale kamp, fik dermed en plads i KIF's historiebog, som én der gjorde en forskel...

Søndag eftermiddag satser vi på, at han ikke får en afgørende rolle for sit hold – men velkommen alligevel til Mats Gordon.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere