KIF vandt sikker sejr i Sønderborg


Af Ole Maass

KIF Koldings ligamænd står godt rustet til den kommende sæson. Det var det indtryk spillerne efterlod, da KIF'erne onsdag aften i Sønderborg spillede sæsonens syvende og sidste træningskamp, som endte med en sikker KIF-sejr på 21-26 efter en KIF-føring på 8-13 ved pausen. Sejr nummer syv i træningskampene.

Ikke mindst forsvarsmæssigt stod KIF'erne stærkt. Det samme gjorde Sønderjyske i starten af kampen, hvor stillingen efter ni minutters spil var beskedne 2-0 til KIF.

-I det første kvarter havde begge hold svært ved at finde åbningerne i modstanderens forsvar. Det var en kamp præget af stærk fysik og stærke forsvar. Kampen viste os, at vi er på rette vej, konstaterer Kristian Kristensen og føjer til, at KIF's stærke norske forsvarsspiller Vetle Rønningen var tilbage i forsvaret, hvor han fik et kvarters spilletid.

I målet stod Magnus Brandbyge samtidig en fremragende kamp med samlet 15 redninger.

Kristian Kristensen fortæller, at hans mandskab spillede med en god disciplin og ligesom i flere af de foregående kampe med meget få tekniske fejl set over hele kampen. Få minutter ind i anden halvleg førte KIF med otte mål – 14-22.

-Angrebsmæssigt spiller vi også en rigtig fornuftig kamp med Bjarke og Toft som de flittigste målscorere. Men vi byder ind med scoringer fra alle positioner, så samlet er vi rigtig godt tilfreds med indsatsen mod en stærk modstander, lyder konklusionen fra Kristian Kristensen.

KIF'erne kan nu fokusere kræfterne de kommende seks dage på sæsonens første alvorlige opgave, når sidste sæsons DM-bronzevindere, Bjerringbro-Silkeborg med den tidligere KIF-profil, Patrick Westerholm som cheftræner kommer til Kolding på tirsdag den 23. august, hvor KIF og BSH klokken 19.00 mødes i Sydbank Arena. Vinderen af den kamp spiller sig i kvartfinalen i pokalturneringen, Santander Cup. Til den kamp skal KIF Kolding-spillerne meget gerne have massiv opbakning fra en godt fyldt Sydbank Arena.

Matchfakta:

Sønderjyske-KIF Kolding: 21-26 (8-13)

Målscorere:

Topscorer for Sønderjyske: August Wiger 8.

KIF: Erik Toft, Bjarke Christensen, begge 5 (1), Sander Øverjordet, Jesper Meinby og Mads-Peter Lønborg, hver 3 mål, Viktor Nevers og Benjamin Pedersen, begge 2, Jens Svane, Steven Plucnar og Anders Beuschau, hver 1 mål.

Udvisninger: Sønderjyske: 1, KIF: 2

Redninger for KIF:

Magnus Brandbyge: 15 redninger

Ca. 650 tilskuere i Broager Sparekasse Skansen i Sønderborg.

#vikæmperforkolding