Kristian Kristensen: Vi spiller for at vinde


Photo-Andersen.dk

Af Ole Maass

Nederlaget på 28-26 til Ribe-Esbjerg for en halv snes dage siden betyder, at KIF Koldings mandlige ligahold nu kun har en teoretisk chance for en plads i DM-semifinalerne, men det betyder ikke, at KIF's tre sidste slutspilskampe bare er noget, der skal overstås.

Sådan lyder det fra KIF-træner Kristian Kristensen forud for kampen i Sydbank Arena onsdag klokken 19.00 mod Aalborg Håndbold.

-Vi har fire vigtige kampe tilbage i denne sæson. De tre slutspilskampe plus vores pokalkamp mod Tønder, og vi går naturligvis på banen for at vinde. Det er også den indstilling vi har med til kampen mod Aalborg. Vi har haft en fremragende sæson, og den har vi ikke lyst til at slutte med en sjasket indsats i sæsonens sidste kampe. Det var naturligvis et tungt slag for os at tabe kampen mod Ribe-Esbjerg, som var en kamp vi langt hen ad vejen styrede, understreger Kristian Kristensen.

KIF har mødt Aalborg Håndbold to gange inden for den seneste måned. Først i den sidste kamp i grundspillet, hvor KIF'erne tabte en tæt kamp med 24-22 og senest for et par uger siden, hvor Aalborg vandt slutspilskampen med 33-28 efter en kamp, hvor nordjydernes svenske landsholdsspiller Lukas Sandell fik comeback efter en længere skadespause og spillede en storkamp med ti mål.

-Det siger sig selv, at vi ikke har råd til, at Sandell, Felix Claar eller hvem Aalborg nu ellers har af store profiler får så meget spillerum, som de fik i den kamp. Samtidig skal vi ikke lave så mange tekniske fejl, fordi de lynhurtigt bliver straffet. Vi skal spille mere kynisk og med lidt større tempo for at have en chance mod Aalborg. Kan vi det tror vi da på vores muligheder, lyder det fra Kristian Kristensen.

Kampen mellem KIF og Aalborg Håndbold fløjtes i gang onsdag klokken 19.00, og i KIF Kolding håber vi på rigtig mange tilskuere til dette håndboldbrag, hvor der både er slutspilspoint og prestige på spil. I KIF har vi i denne sæson været begunstiget af en flot opbakning fra vort hjemmepublikum, og vi satser på at alle KIF-fans er med hele vejen igennem. Så kom i hallen og bak KIF-drengene op, når de møder det stjernebesatte Aalborg-mandskab, hvor der også bliver lejlighed til et gensyn med tre tidligere KIF-profiler: Henrik Mølgaard, Andreas Flodman og Andreas Væver.

Vi opfordrer til at komme i god til morgendagens opgør da vi som nænt forventer mange tilskuere og derfor opfordre vi til, at man finder andre måder at komme på Sydbank Arena end i bil, hvis man har mulighed for det. Og i det hele taget appellerer vi til stor tålmodighed, hvis man har brug for parkering i forbindelse med opgøret.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere