Midtvejsstatus med Kristian Kristensen: 2022 har været et vildt år!


Af Ole Maass

Spillerne på KIF Koldings mandlige ligahold er gået på en særdeles velfortjent jule- og nytårsferie. Men mandag den 9. januar møder spillerne ind igen og går i gang med den fysiske træning, som skal gøre dem klar til grundspillets sidste otte kampe – og også klar til det DM-slutspil, som KIF-drengene stort set er klar til efter de første 18 kampe i HTH Ligaen.

Vi har taget en snak med cheftræner Kristian Kristensen, hvor han gør en foreløbig status efter første halvdel af ligasæsonen.

Kristian Kristensen, nu er 2/3 af grundspillet overstået, og I går på jule- og vinterferie med 26 point efter de første 18 kampe. Forud for sæsonen havde I sat som mål at komme i slutspillet og regnet jer frem til, at det kunne vi komme med 26 point for 26 kampe. Hvad er det, der er lykkedes så godt for jer?

-Der er mange ting, som er lykkedes for os – både på og uden for banen. Der er skabt gode relationer mellem spillerne, mellem spillerne og staben omkring holdet og i forhold til administrationen og hele klubben. Vi har haft ro på til at fokusere på det, der er vores opgave, og på holdet har vi spillere med mange forskellige kompetencer og spillere, som på den måde supplerer hinanden. Vort forsvar har i en lang periode spillet på et ekstremt højt niveau, og det samme har vore målmænd. De to ting følges ad. Vi har vundet mange af de kampe, der var på vippen, og der er en ro og tryghed på holdet, også selv om vi kommer bagud. Der er der fordi, der er en tillid til sidemanden. Bølgerne kan godt gå højt, og vi stiller krav til hinanden. Jeg vil nævne tre store skalpe vi har taget. Det var sejrene over Skjern og Aalborg, men også sejren på udebane mod Ribe-Esbjerg. Inden den kamp havde 3/4 af spillerne været syge med influenza. Så var det stærkt af spillerne at finde kræfter til at vinde den kamp. Vi har lavet færre tekniske fejl end i sidste sæson. Vi har været stærke på udebane, og så er vores spillere nogle drenge, som både kan have det sjovt, hygge sig og holde fest og som samtidig er enormt fokuserede til træning og kamp. Og så har vi også i denne sæson været rigtig gode i syv mod seks-spillet – så der er mange ting, som er lykkedes for os.

Vi ligger nu på en fjerdeplads og dermed på en plads, som giver point med over i DM-slutspillet. Der er otte kampe tilbage i grundspillet. Er det realistisk at tro, at vi også ligger på en fjerdeplads, når vi i april skal i gang med slutspillet?

-Nej, det er ikke realistisk. Vi kan godt drømme om det, og vi vil arbejde for det. Men realistisk set er en femte- eller sjetteplads nok det vi kan sætte næsen op efter. Det afhænger også af hvordan vi får brugt ressourcerne. Det handler meget om timingen. Det nytter jo ikke, at vi bruger alle de spillemæssige ressourcer i de sidste otte kampe i grundspillet, og så er helt flade på ressourcer, når vi skal i gang med slutspillet i april. Her skal vi gerne være helt skarpe. Men det at vi allerede på nuværende tidspunkt har 26 point efter de første 18 kampe gør, at vi måske nok kan spille med en lidt større risiko i de kommende kampe i grundspillet, fordi vi ikke har det pres på os i hver eneste kamp i betragtning af, at vi stort set er sikre på at komme i slutspillet.

I JydskeVestkysten i lørdags blev det slået fast, at KIF Kolding nu er tæt på at skulle ud og spille Europa Cup i næste sæson. Det vil formentlig kræve, at I slutter på minimum en femteplads i grundspillet. Har I på holdet også det som mål – altså at skulle spille Europa Cup i næste sæson?

-Nej, det har ikke været et tema på noget tidspunkt. Når det er sagt, så vil det jo for alle spillere – også vores – være et stort mål at skulle ud og spille Europa Cup-håndbold. Det vil være nogle gode kampe at få og en ekstra bonus, og det vil sætte nogle yderligere krav til holdets bredde. Men lige nu er det ikke et tema vi beskæftiger os med.

I har spillet 18 kampe, og kun i fire af de kampe har I haft én af vores største profiler, Erik Toft til rådighed. Hvad kommer det til at betyde, at Toft igen er til rådighed, når vi starter turneringen igen i starten af februar?

-Vi glæder os på Erik Tofts vegne, at han nu snart for alvor kan gå i gang med håndboldtræningen. Og nu skal det norske landsholds læger og fysioterapeuter så ind over og se hvordan hans muligheder er for at komme i kamp for det norske landshold ved det kommende VM. For os som hold betyder Tofts retur til holdet i starten af februar, at vi får noget mere skudkraft ude bagfra, og det betyder også, at vi skal opbygge nogle nye relationer, fordi det betyder at andre spillere får mindre spilletid. Men Erik Toft er en spiller, som der ikke bliver de store problemer med at få tilbage på holdet.

For klubben, holdet, fansene, sponsorerne og for alle, der holder af KIF Kolding har 2022 været et vildt år. Men det har det også været for dig. Du blev ansat som træner med start den 1. februar – for knap 11 måneder siden. Dengang var vi i overhængende nedrykningsfare, og vi reddede så i april eksistensen i sidste sekund i den legendariske kamp mod TTH Holstebro. Nu her i december 2022 er vi tophold i ligaen og uden for banen er der også rigtig mange ting, som går KIF Koldings vej. Kan du sætte nogle ord på, hvad det har været for en rejse – også for dig personligt?

-Jeg har været med som træner til store og vilde kampe i både Ungarn og Rusland, men det jeg oplevede i Kolding den 9. april i år, da vi vandt den afgørende kamp mod TTH Holstebro og sikrede os mod direkte nedrykning fra ligaen var den vildeste kamp og kulisse jeg havde stået i. Grænsen mellem succes og fiasko var jo hårfin. Det er sport, når det er bedst og værst. Alt var sat på spidsen. Vi havde jo fået de point vi skulle bruge – men det havde TMS Ringsted og TTH også. Denne lørdag gik tingene vores vej, og at det gik sådan kan vi også takke spillerne på det ”gamle” hold for. Altså de, der spillede her i sidste sæson. Og så lærte jeg det jeg godt vidste i forvejen: at håndbolden og klubben betyder rigtig meget for mange mennesker i Kolding. Det kan jeg også mærke, når jeg bevæger mig ned i byen. Nu hvor vi henter flere sejre end nederlag stiger forventningerne. Her skal vi selvfølgelig holde benene på jorden samtidig med, at vi arbejder hårdt på at følge succesen op. Vi er enige på holdet om, at vi godt tør sætte overliggeren lidt højere, men vi ved også, at blandt de ti bedste hold i ligaen er der vækst i budgetterne. Så konkurrencen bliver hårdere. Men 2022 har været et vildt år – både for spillerne, klubben og for mig selv.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere