Sådan KIF – fremragende sejr over SønderjyskE


Af Ole Maass
 
En helt igennem fremragende holdindsats krydret med meget stærke individuelle præstationer af blandt andre målmand Tim Winkler var baggrunden for, at KIF Koldings mandlige ligahold onsdag aften i DM-slutspillet kunne sætte to point på tavlen i slutspilspulje 1 efter en KIF-sejr på 32-29 over SønderjyskE. Ved pausen førte KIF med 16-14.
Det var en helt fortjent KIF-sejr efter en uhyre koncentreret indsats med masser af omtanke i spillet og meget få tekniske fejl.
Det hele startede uhyre dramatisk, da KIF’s spilstyrer Chris Jørgensen allerede efter mindre end tre minutters spil blev udstyret med et direkte rødt kort, som efterfølgende blev vekslet til et blåt kort, som giver karantæne i den næste kamp. Det skete efter en situation, hvor Chris Jørgensen først væltede omkuld ude ved sidelinjen – tæt på dommerbordet. Efterfølgende røg SønderjyskEs Morten Bjørnshauge med i faldet, og det bedømte dommerne til at være en bevidst hævnakt – og dermed til blåt kort.
Den der skriver disse linjer sad tre meter fra situationen og havde meget svært ved at se det som en bevidst hævnakt, og tv-billederne gav heller ikke noget entydigt bevis. Men dømt blev det – og så måtte Chris Jørgensen se på fra tilskuerpladserne de næste 57 minutter.
 
Man kunne tro, at det ville ryste KIF’erne. Men det skete ikke. Nærmest tværtimod. KIF’erne leverede en uhyre fokuseret kamp. Nu med unge Nicolaj Jørgensen som playmaker det meste af tiden. Den opgave løste han fremragende. Med uhyre koncentreret spil – og med en fremragende Tim Winkler i målet tog KIF’erne styringen på kampen, og i kraft af blandt andet meget stærkt forsvarsspil og høj effektivitet i angrebsspillet bragte KIF’erne sig foran med 15-11 efter godt 26 minutters spil. I de sidste minutter inden pausen hentede sønderjyderne lidt ind på KIF, som gik til pause med en 16-14 føring.
I anden halvleg fortsatte KIF’erne med at være et skridt eller to foran gæsterne. Nu blev der fra begge hold lavet lidt flere fejl og dårlige afslutninger. Men KIF’erne udbyggede føringen, og efter ti minutters spil i anden halvleg bragte en stærkt spillede Peter Balling KIF foran med 22-17. Med yderligere tre scoringer af Nicolaj Jørgensen, Kristoffer Vestergaard og Thomas Boilesen udbyggede KIF’erne føringen til 25-18 – igen også i kraft af stærkt KIF-forsvarsspil og mange redninger af Tim Winkler.
Alligevel skulle vi få en spændende afslutning. Med knap seks minutter tilbage at spille i bragte Andreas Væver KIF foran med 30-24. Det lignede en afgørelse. Men så fik KIF’erne nogle minutter med det, der lignede gummiarm. Afslutningerne blev lidt for ukoncentrerede, og det benyttede Sønderjyske til at score fire gange i træk, og så stod der pludselig kun 30-28 til KIF, da der manglede knap 2 ½ minut. Gæsterne fik også chancen for at reducere til 30-29, men til alt held for KIF endte Frederik Ladefogeds forsøg mod et tomt KIF-mål fra Sønderjyskes banehalvdel på overliggeren. Og så kunne Andreas Væver slå KIF-sejren fast, da han scorede til 31-28 fra fløjen med 1 minut og 14 sekunder igen. Og jublen på KIF-bænken over en helt fortjent og stærkt tilkæmpet KIF-sejr kunne bryde løs.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere