Arkiv

𝗦𝘁æ𝗿𝗸 𝗧𝗧𝗛-𝗺å𝗹𝗺𝗮𝗻𝗱 𝗴𝗷𝗼𝗿𝗱𝗲 𝗱𝗲𝘁 𝘀𝘃æ𝗿𝘁 𝗳𝗼𝗿 𝗞𝗜𝗙


Det blev ikke fredag aften KIF Koldings mandlige ligahold sikrede sig en plads i DM-slutspillet. Dertil var TTH Holstebros store målmand, Sebastian Frandsen, en for stor og stærk forhindring for KIF-skytterne, som ikke mindst i anden halvleg brændte alt for meget til, at KIF’erne kom i nærheden af sejren, da TTH og KIF mødtes i Gråkjær Arena i Holstebro.

Efter en ganske fornuftig indsats i første halvleg, hvor KIF’erne var bagud med 17-15 ved pausen brændte KIF’erne for mange frie afslutninger i de første ti minutter af anden halvleg. Sammenholdt med flere tekniske fejl, som hjemmeholdet straffede på hurtige kontraløb, betød det at KIF’erne efter seks et halvt minuts spil af anden halvleg var bagud med 22-16 – og så var kampen så småt afgjort.

Hjemmeholdet øgede også forspringet til otte mål, da der manglede godt ti minutter af kampen, og i erkendelse af, at en sejr denne aften ikke var mulig mod et af ligaens tophold valgte KIF-trænerduo’en Andreas Toudahl og Torben Sørensen at lade flere af de unge KIF-spillere få spilletid. Der var således spilletid – og en debutantscoring – til fløjen Frederik Weber og spilletid til Simon Lindved, Andreas Elbæk og stregspiller Phillip Lyngby, og det skadesramte KIF-hold uden to af de store profiler, Chris Jørgensen og Andreas Flodman fik således brugt hele paletten denne aften, hvor spillerne skal have ros for at blive ved med at fighte for sagen, også selvom der i anden halvleg ikke var udsigt til hverken et eller to point.

Denne fredag aften var ikke udelukkende skidt – rent resultatmæssigt – for KIF. For en times tid efter, at KIF’s kamp sluttede i Holstebro havde Lemvig-Thyborøn på hjemmebane besejret Fredericia HK.

Og dermed kan Fredericia ikke længere nå ottendepladsen og slutspillet. Og vi der har sympati for KIF skal nu så skæve til Skjern lørdag eftermiddag, hvor de grønblusede Skjern-spillere meget gerne må hente et point eller to, når de tager imod Ribe-Esbjerg. Så vil KIF nemlig være et skridt tættere på at komme i slutspillet.

Vinder Ribe-Esbjerg derimod venter der KIF’erne en afgørende knald eller fald kamp næste lørdag den 4. april, hvor Lemvig-Thyborøn kommer på besøg i Sydbank Arena. Og med den fight og vildskab Lemvig viste fredag aften mod Fredericia bliver det under alle omstændigheder en heftig opgave for KIF.


Matchfakta: TTH Holstebro-KIF: 30-24 (17-15).

Målscorere: TTH Holstebro: Kay Smits og Magnus Bramming, begge 7, Allan Damgaard, Jonas Porup og Aron Mensing, hver 3, Odinn Rikhardsson og Jesper Munk, begge 2, Christoffer Cichosz, Tobias Bay og Mathias Porrsholdt, hver 1 mål.

KIF: Peter Balling, Kristoffer Vestergaard og Nicolaj Jørgensen, hver 4 mål, Thomas Boilesen, Jens Svane Peschardt, Alexander Morsten, Andreas Væver og Benjamin Pedersen, hver 2, Frederik Weber og Agust Eli Björgvinsson, hver 1 mål.

Udvisninger: TTH: 4, KIF: 4.

Redninger: TTH: Sebastian Frandsen: 16/35 (45,71 procent), Richard Frisk: 4/6 (66,67 procent) KIF: Tim Winkler: 4/17 (23,53 procent), Agust Eli Björgvinsson: 8/24 (33,33 procent)

Hør reaktion fra unge Frederik Weber som i dag scorede sit første mål i HTH Herreligaen

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding

#vikæmperforkolding