Arkiv

Svær kamp venter KIF i Tønder


Der venter KIF Kolding Københavns mandlige ligahold en særdeles vanskelig udekamp, når holdet fredag aften skal til Tønder for i Tønderhal 2 at møde hjemmeholdet, TM Tønder.

På hjemmebanen, som på de kanter kaldes ”helvede i syd”, har TM Tønder gjort livet svært for mange modstandere. Senest for et par uger siden, hvor medaljeaspiranterne, BSV, ikke var uheldige med at komme hjem med begge point efter en kneben 32-31 sejr. Og det er da også på hjemmebanen, at Tønder i denne sæson har hentet seks af sine hidtidige otte point efter sejre over Skanderborg, Sønderjyske og Århus Håndbold. Og at TM Tønder kan være en særdeles ubehagelig modstander fik KIF’erne selv at mærke, da holdet i oktober sidste år i Kolding spillede uafgjort 27-27 mod sønderjyderne, som ved den lejlighed kom i gang i ligaen og hentede sit første point i denne sæson.

For KIF’erne gælder det om at komme tilbage på sporet rent spillemæssigt efter sidste uges skuffende et måls nederlag mod Sønderjyske. Og skal der hentes point fredag aften i Tønder er der ingen tvivl om, at KIF’erne skal finde fightergenet frem og have tætnet det forsvar, som mod Sønderjyske havde temmelig store huller – og samtidig skal KIF’erne også have en større udnyttelsesgrad i angrebsspillet.

Hos TM Tønder er det profiler som bagspillerne Kristian Stoklund Larsen, Rune Schrøder, Oliver Eggert og Ulrik Nøddesbo Eggert, som spiller førsteviolin sammen med profiler som fløjspillerne Kristian Klitgaard, Hans Martin Asmussen og stregspillerne Emil Bergholdt og Martin Kærgaard Pedersen. Og så har sønderjyderne også i målet en habil keeper i Christian Trans, som KIF’erne ikke behøver skyde varm. Så kan det nemlig godt blive en hed aften i det sønderjyske.

Kampen mellem TM Tønder og KIF Kolding København fløjtes i gang klokken 18.30 fredag aften.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding