Arkiv

KIF tabte tæt pokalkamp


To sekunder før tid ved stillingen 27-26 til hjemmeholdet Mors/Thy afsluttede KIF’s Kasper Irming med et skud på stolpen, og dermed må KIF Kolding sande, at ottendedelsfinalen blev endestationen i årets pokalturnering, Santander Cup.

KIF’erne kunne tage fra Thisted i bevidstheden om, at de langt hen ad vejen både havde fightet flot og også leveret en kamp, som rent spillemæssigt var mere end godkendt.

Som cifrene antyder, var der tale om en tæt affære, hvor KIF’erne lagde godt fra land og bragte sig foran med 4-2 efter syv minutters spil. Frem til det 25. minut var der tale om en helt jævnbyrdig kamp. KIF’s Kasper Irming udlignede til 10-10, da der var spillet 24.48 minutter, men i halvlegens sidste fem minutter fik KIF så udvist først Olafur Gustafsson og efterfølgende Alexander Morsten, og det overtal benyttede hjemmeholdet sig til at bringe sig foran med 14-12 ved pausen efter en første halvleg, hvor KIF fik i alt fire udvisninger, mens hjemmeholdet ikke fik nogen.

I anden halvleg var det Mors/Thy, som konstant var foran med to-tre mål, og det begyndte at ligne en afgørelse, da hjemmeholdets topscorer, Nicolai Sommer bragte Mors/Thy foran med 25-22 med 12 ½ minut igen. Men KIF’erne fightede flot videre. Alexander Morsten og Cyril Viudes scorede på de næste to KIF-angreb, og da kampen gik ind i de sidste ti minutter var Mors/Thy således kun foran med 25-24. Med knap seks minutter igen udlignede en velspillende Mathias Thynell for KIF til 26-26, men i kampens sidste fire minutter var der mange ting, der gik imod KIF. Først blev Alexander Morsten udvist, Cyril Viudes blev dømt for en fejlscreening, Kasper Irming blev dømt for skridt, og Mathias Thynell ramte stolpen, og så gik det hverken værre eller bedre end, at hjemmeholdets Marcus Dahlin scorede det, der skulle vise sig at blive sejrsmålet, da han scorede til 27-26 med tre minutter og 20 sekunder igen.

KIF’erne kunne ærgre sig efter at have tabt en helt tæt kamp, men til gengæld kunne KIF’erne og de medrejsende fans i Thisted glæde sig over, at KIF’erne havde leveret en rigtig god indsats – på trods af en smal trup med flere vigtige spillere siddende uden for.

KIF’s målscorere:

Mathias Thynell, 7, Kasper Irming og Cyril Viudes, begge 4, Alexander Mortesen, Andreas Væver og Olafur Gustafsson, alle 3 mål, Andreas Flodmann og Jens Svane Peschardt, begge 1 mål.

Topscorere, Mors/Thy:

Nicolai Sommer, 9 og Marcus Dahlin, 7 mål.

Udvisninger:

Mors/Thy: 1, KIF Kolding: 5

554 tilskuere overværende kampen i Thy Hallerne i Thisted.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding