Arkiv

Stor udfordring venter KIF i første hjemmekamp


Hos både spillere, trænere og ledere i KIF Kolding glæder man sig til onsdag aften – klokken 20.30 – hvor sæsonens første hjemmekamp i mændenes håndboldliga venter, når KIF tager imod Århus Håndbold.

I KIF-lejren er man dog godt klar over, at der venter en stor udfordring mod et Århus-hold, som på sine bedste dage kan slå alle hold i ligaen – og som på sine bedste dage spiller som et tophold.

Det har KIF’erne mærket i de seneste sæsoner, hvor århusianerne desværre har haft for vane at spille rigtig godt mod KIF – og det har betydet, at Århus i de to foregående sæsoner har vundet alle de indbyrdes møder mod KIF.

KIF-træner Lars Frederiksen var selv tilstede, da Århus i lørdags åbnede den nye sæson med en hjemmesejr på 31-26 over TMS Ringsted, og her så han et godt spillende Århus-hold, hvor det ikke mindst var holdets altid stærkt skydende bagspillere, som sænkede de gæstende sjællændere fra TMS.

-Vi ved af erfaring, at Århus altid stiller med et arsenal af stærke bagspillere, og i lørdags var det tydeligt, at spillere som Sebastian Henneberg, Nikolaj Læsø og Anders Kragh Martinussen var meget stærkt skydende. Skal vi have point mod Århus skal vi i vores forsvarsspil sørge for at komme godt frem til dem. Ellers får vi det svært, erkender Lars Frederiksen.

Hans eget mandskab fik en noget blandet start med uafgjort 31-31 fredag aften ude mod Lemvig/Thyborøn. Et resultat, som var skuffende for KIF, som førte gennem det meste af kampen, men lige præcis ikke fik lukket den og fik begge point med hjem.

-Vi var langt hen ad vejen godt tilfredse med vores angrebsspil, men til gengæld mangler vi stadig en hel del i forsvarsspillet. Så det har vi fokuseret på frem til kampen mod Århus, lyder det fra Lars Frederiksen.

Han sætter ligesom sine spillere også sin forhåbning til, at publikum i Kolding i denne sæson vil bakke holdet op og være den ottende mand på sidelinjen.

-Nu spiller vi alle hjemmekampe i Kolding, og så håber vi på en massiv opbakning fra tilskuerne. Det kan være med til at hjælpe os til point. På banen og sidelinjen vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at gøre Sydbank Arena til en stærk fæstning. Men vi får i den grad brug for hjælp fra vores trofaste hjemmepublikum, lyder appellen fra Lars Frederiksen.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding