Arkiv

For mange fejl var dyrt for KIF


I midten af anden halvleg kom de tørre tal frem på tv-skærmen. KIF havde mistet ni bolde, Sønderjyske havde mistet to. KIF havde lavet fire tekniske fejl, Sønderjyske en enkelt på det tidspunkt af kampen.

De tal illustrerer meget godt, at det var temmelig meget op ad bakke for KIF Koldings ligamænd i lørdagens lokalopgør på udebane mod Sønderjyske, og så endte kampen med en sønderjysk sejr på 32-28 efter, at hjemmeholdet førte med 16-12 ved pausen.

Et par andre tal fortæller også en del om de vanskeligheder KIF havde denne eftermiddag. Sønderjyske vandt statistikken for kontramål med noget i retning af 10-2 – heraf flere gange, når hjemmeholdet scorede i et tomt KIF-mål, når KIF’erne spillede angrebsspil syv mod seks.

I det stationære angrebsspil fungerede tingene langt hen ad vejen ganske pænt for KIF’erne. Spillere som Mathias Thynell og Kasper Irming havde mange gode aktioner, men det var dog langt fra alle indspil til Cyril Viudes og Alexander Morsten, som rent faktisk endte i næverne på de to store KIF-strege.

En anden faktor, som også var en svaghed i denne kamp – var som i flere af de første ligakampe. De sidste fem-seks minutter i første halvleg. Dem er KIF’erne ikke gode venner med. I det 24. minut i første halvleg var stillingen 12-12, men i de sidste seks minutter holdt KIF’erne så scoringpause, mens hjemmeholdet lavede fire mål og kunne gå til pausen med en 16-12 føring efter en halvleg, som ellers rent spillemæssigt havde været lige.

I anden halvleg kom KIF igen tæt på ved stillingen 20-18 efter 39. minutter, men så var der igen lige en lille håndfuld fejl, som gjorde at hjemmeholdet igen kunne trække fra, så det aldrig for alvor blev tæt i slutningen af kampen.

Men kampen viste også, at KIF’erne sagtens kan begå sig i ligaen, og så kunne man også glæde sig over, at en spiller som Jens Svane Peschardt kom ind og havde flere gode aktioner i anden halvleg. For KIF’erne er der ingen grund til at hænge med hovedet – men antallet af fejl skal gerne reduceres – så kommer der også point på kontoen.

Meget gerne allerede på fredag, når KIF Kolding får besøg i Sydbank Arena mod Skanderborg Håndbold. Den kamp spilles fredag den 21. september, klokken 18.30. Og her skal KIF’erne meget gerne have massiv opbakning – så mød frem og tag familien og vennerne med. Så kan vi forhåbentlig få en festlig fredag aften i Sydbank Arena.

Målscorere i kampen mellem Sønderjyske og KIF:

Sønderjyske: Mikkel Kjær Møller, 9, Aron Mensing, 8, Christian Jensen, 5, Frederik Ladefoged, 5, Chris Jørgensen, Oliver Nøddesbo Eggert, 2 samt Frederik Børm, 1 mål.

KIF: Mathias Thynell, 7, Kasper Irming, 6, Andreas Flodman, 5, Jens Svane Peschardt, 3, Olafur Gustafsson, Alexander Morsten og Cyril Viudes, hver to mål samt Andreas Væver, 1 mål.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle