Arkiv

Ny tæt kamp i vente for KIF


Mandag aften venter en ny spændende opgave for KIF Koldings mandlige håndboldligahold, når holdet tager til Helsinge og i en tv-kamp på TV2 Sport skal op imod Nordsjælland Håndbold.

Og på forhånd tegner den kamp til at blive lige så tæt og spændende som KIF Koldings første fem ligakampe har været i denne sæson. De to mandskaber ligger side om side i tabellen. Nordsjælland med tre og KIF med fire point. Sjællænderne imponerede ved i sæsonens første kamp at hente uafgjort på udebane mod BSV, og derudover har holdet hentet to sikre point ved at besejre nyoprykkerne, Lemvig Håndbold.

KIF-træner Lars Frederiksen ser frem til kampen mandag aften efter, at han og spillerne har haft otte-ni dage uden kampe, hvor holdet har kunnet træne fuldt igennem – og uden at have fokus på alle de ting, der skete uden for banen op til sidste fredags kamp mod Skanderborg.

-Spillerne har været gode til at holde fokus. De skal have ros for at have været fokuserede på de opgaver vi skal klare på banen. Vi ved, at der venter os en spændende kamp mod et Nordsjælland-hold, som er stærkt besat på alle pladser. Med en stærk bagkæde med Johan Meklenborg som det store omdrejningspunkt og med profiler som Nicolas Lundbye Kristiansen, som spillede hos os de to foregående sæsoner, Kasper Kisum og Aku Kreutzman. Men Nordsjælland har også stærke strege, fløje og en stærk keeper i Mike Jensen, konstaterer Lars Frederiksen.

I denne sæson er ligaen så tæt så en sejr eller et point i en udekamp som den mandag aften i den sidste ende kan blive meget værd for KIF.

-Alle hold i ligaen – bortset fra Mors/Thy – har nu hentet sejre, og det betyder at kampen om at komme med i den bedste halvdel er meget tæt. Så et point eller to i en kamp, som den mod Nordsjælland, vil da være et stort skridt i den rigtige retning for os. Det bliver en svær opgave – men langt fra umuligt, mener Lars Frederiksen.

Kampen mellem Nordsjælland Håndbold og KIF føjtes i gang i Helsinge Hallen, mandag den 1. oktober, kl. 19.30, og kampen kan som nævnt ses på TV2 Sport.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle