October 10, 2018

En fremragende holdindsats med klogt og disciplineret spil tilsat stærke individuelle præstationer var den cocktail, som onsdag aften sikrede KIF Kolding to overraskende point, da holdet i Skjern Bank Arena vandt en fornem 31-28 sejr over Skjerns danske mestre – efter...

Please reload

Superkamp af KIF i Skjern

 

 

En fremragende holdindsats med klogt og disciplineret spil tilsat stærke individuelle præstationer var den cocktail, som onsdag aften sikrede KIF Kolding to overraskende point, da holdet i Skjern Bank Arena vandt en fornem 31-28 sejr over Skjerns danske mestre – efter en KIF-føring på 13-12 ved pausen.

 

I første halvleg var det hjemmeholdet, der var i teten i det meste af tiden, men da Kasper Irming med sit andet mål fik udlignet til 10-10 efter tyve minutters spil begyndte det for alvor at ligne noget for et velspillende KIF-mandskab. Kasper Irming skulle senere komme til at spille en meget vigtig rolle for KIF’erne.

 

Det var der flere andre KIF’ere, der også gjorde. I anden halvleg var det KIF’erne, der var i teten. Kasper Irming bragte KIF foran med to mål i starten af anden halvleg til stillingen 14-12. Skjerns stærke norske højre back, Eivind Tangen, bragte igen balance i regnskabet til 15-15, og sidste gang der var balance i regnskabet var efter ni minutters spil i anden halvleg, da Skjerns fløjspiller Bjarke Christensen udlignede til 18-18.

Fra det tidspunkt overtog KIF styringen. KIF’erne scorede fire mål i træk og bragte sig på 22-18 i en periode, hvor KIF-forsvaret stod rigtig stærkt og var meget bevægeligt samtidig med, at hjemmeholdets spillere virkede sjældent rådvilde. Skjern-spillerne smed flere bolde væk, og KIF-spillerne pressede også hjemmeholdets spillere til flere fejl end normalt.

Angrebsmæssigt var der rigtig godt flow over KIF’s spil. Jens Svane Peschardt spillede en fremragende kamp som playmaker, hvor han både selv var farlig og også havde masser af fine indspil til en storspillende Alexander Morsten på stregen. Morsten scorede fire af sine seks mål efter pausen.

 

KIF havde andre store profiler denne aften. Kasper Irming spillede sin hidtil bedste kamp efter tilbagekomsten til KIF og sluttede som kampens topscorer med ni mål og hans kollega på den anden backplads, svenske Mathias Thynell var ligeledes en kilde til evig uro for hjemmeholdet, og han bankede en håndfuld flotte mål i kassen.

KIF’erne havde sin største føring ved stillingen 26-19, da der manglede 12 minutter. I de sidste minutter smed hjemmeholdet lidt grus i KIF’s velsmurte maskine denne aften, da man gik frem i en offensiv opdækning af Kasper Irming. Skjern fik dermed pyntet på nederlaget, men det ændrer ikke på, at det smalt besatte KIF-mandskab denne aften leverede en indsats, som lover rigtig godt for de kommende svære kampe.

Næste KIF-kamp er hjemmekampen i Sydbank Arena lørdag den 20. oktober, klokken 14.10 mod arvefjenderne fra GOG. Efter den indsats og det spil KIF’erne viste onsdag aften i Skjern har holdet i den grad fortjent at have det, der ligner en fyldt hal i ryggen den lørdag om en halv snes dage!

 

Målscorere:

Skjern: Anders Eggert, 5, Jan Grebenc, 4, Eivind Tangen, Thomas Mogensen, Bjarke Christensen og Sebastian Augustinussen, hver 3, Kasper Søndergaard, Jesper Konradsson og Benjamin Jakobsen, hver 2 samt Christoffer Cichosz, 1 mål.

 

KIF: Kasper Irming, 9, Alexander Morsten, 6, Jens Svane Peschardt og Mathias Thynell, hver 5, Andreas Væver og Andreas Flodman, begge 3 mål.

 

Udvisninger: Skjern: 1, KIF: 4

 

Tilskuere: 2481 i Skjern Bank Arena

Please reload

Arkiv
Please reload

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle