November 2, 2018

30-22 stod der på måltavlen i Thyhallerne torsdag aften ved 21-tiden, da ligakampen mellem Mors/Thy Håndbold og KIF Kolding blev fløjtet af, og de sejrscifre til hjemmeholdet var det kontante udtryk for en torsdag aften, som endte med at blive rigtig skidt set med KIF-...

Please reload

En skidt KIF-aften i Thisted

 

 

30-22 stod der på måltavlen i Thyhallerne torsdag aften ved 21-tiden, da ligakampen mellem Mors/Thy Håndbold og KIF Kolding blev fløjtet af, og de sejrscifre til hjemmeholdet var det kontante udtryk for en torsdag aften, som endte med at blive rigtig skidt set med KIF-øjne.

Det begyndte ellers ganske fornuftigt for KIF’erne, som i første halvleg ikke havde de store problemer med at score mod et ellers aggressivt spillende hjemmehold. Frem til det 22. minut i første halvleg var stillingen helt lige med Mors/Thy i front med 11-10. I slutningen af første halvleg lavede KIF’erne flere fejl samtidig med, at hjemmeholdets målmand, Ronnie Nicolaisen bød ind med flere redninger, og så kunne Mors/Thy gå til pausen med en føring på 15-12.

 

Hjemmeholdet kom også bedst ud til anden halvleg, og da Stefan Nielsen bragte Mors/Thy på 18-13 efter tre minutters spil i anden halvleg sad man med lidt bange anelser som KIF-tilhænger. Men da en velspillende Jens Svane Peschardt med sit femte mål reducerede til 20-18 efter 38 minutters spil havde KIF’erne fortsat alle muligheder for at få et godt resultat med hjem fra Thisted.

 

Resten af kampen blev dog en trist affære set med KIF-øjne. KIF’erne havde svært ved at spille sig igennem hjemmeholdets særdeles kontante forsvar, og det betød at KIF’erne mistede flowet i angresspillet – og modsat var KIF’ernes forsvarsspil ikke på det niveau, som holdet viste i de foregående to kampe mod Skjern og GOG.

Samtidig blev KIF’erne torsdag aften ramt af i alt syv udvisninger mod hjemmeholdets tre, og værst af alt fik Jens Svane Peschardt et direkte rødt kort, som var mere end almindelig hårdt dømt. Den samme konklusion havde TV2 Sports kommentator, Bent Nyegaard, da han – og vi andre – så situationen igen i flere gengivelser.

 

Det ændrer dog ikke på, at det ikke var dommernes skyld, at KIF’erne led et nederlag, som kom til at se alt for voldsomt ud – og det ændrer heller ikke på, at hjemmeholdet denne aften spillede en god kamp. Så deres sejr kan der ikke pilles ved.

For KIF’erne gælder, at de skal se fremad og glæde sig til den næste kamp på onsdag den 7. november, klokken 18.30, hvor BSV kommer på besøg i Sydbank Arena. Her skal KIF’erne have maksimal opbakning, så kan vi sagtens få en sjov onsdag aften, når ligaens førerhold kommer på besøg.

 

Og så var der i øvrigt også lige én ting at glæde sig over torsdag aften i Thisted. Nemlig, at playmaker Martin Mauer Larsen er så meget klar efter sin lange skadesperiode, at han kunne få debut i KIF-trøjen. Et enkelt mål blev det til for Mauer – plus et par gode angrebsaktioner – men når først Mauer er spillet ind på holdet skal han nok blive en forstærkning for KIF.

 

Matchfacts fra kampen Mors/Thy-KIF: 30-22 (15-12).

 

Målscorere, Mors/Thy:  Søren Nørgaard, 9, Marcus Dahlin, 7, Mads Andersen, 4, Allan Toft Hansen, 3, Stefan Nielsen, Lasse Pedersen og Erik Thorsteinsen Toft, hver 2 mål samt Nicolai Sommer, 1 mål.

KIF: Kasper Irming, 6, Jens Svane Peschardt, 5, Mathias Thynell, 4, Andreas Flodman, Andreas Væver og Cyril Viudes, hver 2 mål samt Martin Mauer Larsen, 1 mål.

 

Udvisninger:

Mors/Thy: 3, KIF: 7. Rødt Kort: Jens Svane Peschardt, KIF

 

1023 tilskuere i Thyhallerne i Thisted

 

 

Please reload

Arkiv
Please reload

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle