November 8, 2018

Foto: Lars Elkjær

Ligaens førerhold BSV kom til Kolding med en flot stime på ni sejre i træk. Men den stime fik KIF sat en stopklods i, da KIF’erne på flot fight og lige så flot spil hentede det ene point efter 27-27 i en højdramatisk og spændende kamp i Sydbank Arena o...

Please reload

Flot KIF-fight gav point mod topholdet

Foto: Lars Elkjær

 

Ligaens førerhold BSV kom til Kolding med en flot stime på ni sejre i træk. Men den stime fik KIF sat en stopklods i, da KIF’erne på flot fight og lige så flot spil hentede det ene point efter 27-27 i en højdramatisk og spændende kamp i Sydbank Arena onsdag aften for øjnene af godt 3000 tilskuere.

 

Det var en tæt og intens kamp hele vejen igennem, men gæsterne tog teten i første halvleg, hvor holdets stærke højre fløj Johan Hansen bragte BSV foran med 6-3 efter små ni minutters spil.

 

Men et godt spillende KIF-hold med en lav fejlmargin og godt forsvarsspil holdt snor i gæsterne, og det så rigtig fornuftigt ud for KIF’erne, da Mathias Thynell efter små 13 minutter udlignede til 7-7. Og da KIF’s Jens Svane Peschardt efter 18 minutters spil for første gang bragte KIF foran – med 9-8 – kom tilskuerne i hallen for alvor op at stå, og opbakningen til KIF-drengene var massiv. I resten af første halvleg var KIF’erne et mulehår foran ligaens tophold, og KIF’erne kunne ærgre sig over, at de ikke formåede at øge føringen til 15-12 i halvlegens sidste minut. I stedet fik BSV reduceret til pausestillingen 14-13 til KIF.

 

Men første halvleg gav absolut løfter, og KIF’s indsats var kendetegnet af stærkt forsvarsspil af KIF’erne – ikke mindst af den svenske højre fløj, Andreas Flodman, som havde rigtig godt styr på BSV’s storskytte, Nikolaj Markussen. Det gode forsvarsspil gjorde også betingelserne gode for Richard Frisk i KIF-målet. Han leverede mange gode redninger.

I starten af anden halvleg havde KIF’erne lidt besvær med at komme til gode afslutninger, og så bragte BSV sig foran med et enkelt mål, men kampen forblev helt lige. Da KIF efter at have været bagud med 20-21 efter knap tre kvarter holdt BSV’erne fra at score i fem minutter så det rigtig godt ud. I samme periode – fra det 45. til det 50. minut – scorede KIF’erne således fire mål på stribe, heraf to på straffekast af Andreas Væver, som denne aften var usvigelig sikker i den vigtige disciplin. Han scorede syv mål i alt – heraf på alle sine seks straffekast, og Væver blev efterfølgende kåret til dagens man of the match hos KIF.

 

Men KIF’erne bragte sig altså på sejrskurs og foran 24-21, da der manglede ti minutter. Men her viste BSV’s Nikolaj Markussen så klassen, da han først reducerede til 22-24 og efterfølgende 23-24, og da veteranen Mads Øris Nielsen udlignede til 24-24 med små fire minutter tilbage sitrede luften i Sydbank Arena af spænding.

Igen tog KIF’erne teten, og da Andreas Flodman med et minut og 23 sekunder tilbage gjorde det til 27-26 for KIF var i det mindste det ene point inden for rækkevidde. BSV’s Jacob Lassen udlignede med 48 sekunder igen. KIF satte bolden i spil, og med 27 sekunder tilbage tog KIF-trænerne Lars Frederiksen og Lars Rasmussen time out. Jens Svane Peschardt blev sat op til afslutning med et par sekunder igen, men han blev pareret i BSV-forsvaret og bolden gik ved siden af mål.

 

Det ændrer ikke på, at KIF’erne igen viste klassen mod et af ligaens store hold. Det point var meget værd – også selvom vi kunne ærgre os over, at vi ikke fik dem begge. Men på en dag hvor DHF besluttede, at KIF’s kamp mod GOG skal spilles om. var pointet mod BSV så meget mere vigtigt. Der venter masser af højdramatiske KIF-kampe i Sydbank Arena, og kan KIF’erne fighte og spille lige så godt som mod BSV onsdag aften venter der også point forude.

 

Matchfakta:

KIF’s målscorere: Andreas Væver: 7 (6), Mathias Thynell: 5, Alexander Morsten: 4 (1), Cyril Viudes og Jens Svane Peschardt, begge 3, Kasper Irming og Andreas Flodman, begge 2 samt Olafur Gustafsson, 1 mål.

BSV’s målscorere: Johan Hansen, 7, Nikolaj Markussen og Nikolaj Øris Nielsen, begge 6, August Pedersen, 3, Jacob Lassen, 2, Mads Øris Nielsen, Jesper Nøddesbo og Michael Knudsen, hver 1 mål.

Udvisninger: KIF: 4, BSV: 5.

 

3074 tilskuere i Sydbank Arena Kolding

 

Please reload

Arkiv
Please reload

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle