Arkiv

KIF på julepause med nederlag


I tre kvarter var det en hel lige kamp, da KIF Koldings mandlige ligahold lørdag eftermiddag gæstede Fælledhallen og Skanderborg Håndbold. Efter 45 minutters spil var stillingen således 23-23, men da de 60 minutters var afviklet stod der desværre – set med KIF-øjne – 33-28 på lystavlen i Skanderborg, og det var hjemmeholdet, som i kampens sidste fjerdedel lavede ti mål mod fem til KIF – og en lige kamp endte dermed med en rimelig sikker sejr til hjemmeholdet.

I kampens sidste kvarter havde KIF’erne desværre for mange tekniske fejl og dårlige afslutninger, og kampbilledet lignede noget, der er set tidligere i denne sæson, hvor KIF’erne mod slutningen af kampen løb tør for kræfter.

Nederlaget i Skanderborg efterlader KIF’erne på ligaens tiendeplads, og med det svære program, der er tilbage med otte kampe i grundspillet i foråret tegner alt efterhånden til, at KIF’erne i foråret skal koncentrere kræfterne om at forblive i ligaen – og ikke tænke på DM-slutspil.

Også derfor gælder det nu om for KIF’s trofaste fans om at bakke op om drengene, som i den grad får brug for støtten, når den afgørende slutspurt i ligaen sættes ind. Med start mandag den 4. februar, klokken 18.30, hvor Nordsjælland Håndbold kommer på besøg til en meget vigtig kamp i Sydbank Arena Kolding. Men indtil da ønskes KIF’s fans en glædelig jul og et godt nytår.

Målscorere:

Skanderborg:

Morten Balling, 7, Marcus Mørk, 5, Cornelius Kragh og Lars Skaarup, begge 4, Jonas Samuelsson, Mathias Bitsch og Matthias Smed, alle 3, Mads Kalstrup, 2 samt Morten Kirk Olesen, 1 mål.

KIF:

Alexander Morsten, 6, Mattias Thynell og Andreas Væver, begge 5, Andreas Flodman, 4, Jens Svane Peschardt, 3, Kasper Irming, 2, Cyril Viudes, Jacob Groos Hansen og Jacob Kühne, hver 1 mål.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle