April 1, 2019

Efter TMS Ringsteds sejr på 25-24 over Lemvig Håndbold lørdag eftermiddag er der nu lagt op til et heftigt drama på lørdag den 6. april, når sidste runde i grundspillet afvikles. Er det TMS, KIF eller Lemvig Håndbold, der skal have den direkte billet til nedrykningen t...

Please reload

For 33 år siden var KIF også i nedrykningsfare

 

 Efter TMS Ringsteds sejr på 25-24 over Lemvig Håndbold lørdag eftermiddag er der nu lagt op til et heftigt drama på lørdag den 6. april, når sidste runde i grundspillet afvikles. Er det TMS, KIF eller Lemvig Håndbold, der skal have den direkte billet til nedrykningen til 1. division? Det skal afgøres på lørdag. Inden sidste spillerunde har Lemvig 13 point. KIF er næstsidst med 12 point –TMS Ringsted har 11 point på sidstepladsen. KIF er bedst i forhold til TMS, fordi KIF har vundet begge indbyrdes kampe mod sjællænderne

.

TMS og KIF har de dårligste kort på hånden – sammenlignet med Lemvig Håndbold, som i sidste spillerunde skal møde Aarhus Håndbold på hjemmebane.

 

Både TMS og KIF skal spille på udebane mod meget vanskelige modstandere. TMS skal til Skjern, mens KIF skal til Aalborg. Skjern kan spille sig op på ligaens femteplads, men kan ikke nå én af de fire pladser, som giver point med over i slutspillet, mens KIF skal på en meget svær mission i Aalborg mod et hjemmehold, som med en sejr over KIF bliver vinder af grundspillet. Meget svære odds. Til gengæld vil det også være en sensation af de helt store, hvis TMS tager til Skjern og henter point mod et Skjern-hold, som viste skræmmende styrke og rundbarberede Ribe-Esbjerg med 14 mål, da de to hold mødtes i Esbjerg forleden dag. Den styrke må Skjern vise igen på lørdag….

 

Og for de historieinteresserede kan vi da lige fortælle, at KIF faktisk én gang tidligere har været i nedrykningsfare.

 

KIF er den klub i ligaen, som har været suverænt flest år i den bedste håndboldrække for mænd – helt præcist 35 sæsoner.

 

Men i sæson to i det, der dengang hed 1. division var KIF ude i to gyserkampe for at sikre eksistensen i den bedste række. Det var i april 1986. KIF endte på 8. pladsen i rækken, som dengang kun talte ti hold. Nummer 9 og 10 rykkede direkte ned, mens holdet på ottendepladsen skulle spille kvalifikationskampe mod treeren fra den næstbedste række. Det var Nyborg, som dengang var en by med stor håndboldtradition og fanopbakning. KIF tabte den første kamp i Nyborg med to mål og skulle så vinde med tre mål på hjemmebane. Det foregik i KIF-Centret, som var proppet til randen med et par tusinde fans – heraf 700 fra Nyborg. Med en storspillende Karsten Holm i KIF-målet og med Bjarne Jeppesen, som tryllede på venstre fløj bragte KIF sig foran med 22-14 et kvarter før tid. Kampen syntes afgjort – men det var den ikke. I det sidste kvarter hentede fynboerne i den grad ind på KIF, som endte med at vinde med 27-25. Og havde det ikke været for en fantomredning af Karsten Holm i kampens sidste sekunder var KIF røget ud af den bedste række.

 

Så endte det i stedet med først én og siden endnu en omkamp. Og for at det ikke skulle være løgn, så blev kampen også afbrudt i et kvarter undervejs, fordi den kogende varme og fyldte hal gav masser af kondensvand på gulvet. Det var farligt for spillerne, og dommerne forlangte, at der skulle luftes ud. Så klokken 22.45 sluttede kampen, som var begyndt klokken 20.00. Og den sluttede lykkeligt set med KIF-øjne. KIF vandt det vanvittige drama med sammenlagt 40-34 – og beholdt pladsen i landets bedste håndboldrække.

 

Og året efter – i foråret 1987 – spillede KIF’erne sig så i klubbens første af 19 DM-finaler. Og den første af 14 DM-titler blev hentet en forårsdag på udebane i Helsingør. Da KIF-spillerne kom retur om aftenen til Kolding blev KIF’s nykårede danske mestre hyldet af 1500 begejstrede fans.

 

Se det var et eventyr en forårsdag i 1987, og det eventyr kan på lørdag få en ulykkelig slutning nu, hvor KIF for første gang i 33 år er i akut nedrykningsfare.

 

Ulykken indtræffer, hvis KIF’erne på lørdag i Aalborg trækker det korteste strå samtidig med, at TMS mod alle odds tager til Skjern og vinder. Vi er nogen, der håber og tror på, at historien får en anden slutning.

Please reload

Arkiv
Please reload

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle