April 26, 2019

For både spillere, trænere og ledere i KIF Kolding var den sikre sejr onsdag aften ude mod Mors-Thy Håndbold en stor forløsning. Sejren på 31-24 kom i hus efter en koncentreret og målrettet indsats fra hele KIF-holdet, og de takter spillerne viste onsdag aften i Thiste...

Please reload

Et nyt brag venter for KIF lørdag eftermiddag

 

For både spillere, trænere og ledere i KIF Kolding var den sikre sejr onsdag aften ude mod Mors-Thy Håndbold en stor forløsning. Sejren på 31-24 kom i hus efter en koncentreret og målrettet indsats fra hele KIF-holdet, og de takter spillerne viste onsdag aften i Thisted skal KIF’erne gerne fortsætte lørdag eftermiddag, når Ribe-Esbjerg kommer på besøg i Sydbank Arena i Kolding.

 

Vestjyderne kommer til Kolding med bevidstheden om, at de ikke kan komme i fedtefadet i forhold til at ende på den femteplads i puljen, som indebærer to eller tre nedrykningskampe mod TM Tønder. Det er udelukkende et anliggende for KIF eller Lemvig Thyborøn Håndbold.

 

Efter den forløsende sejr onsdag aften lagde KIF-træner Lars Rasmussen over for JydskeVestkystens udsendte reporter i Thisted, Kim Mikkelsen, ikke skjul på, at hans hold lørdag eftermiddag går efter at kunne levere en lige så fokuseret indsats, som meget gerne skal udmønte sig i et par point, som i bedste fald kan sikre, at KIF’erne allerede lørdag eftermiddag kan eliminere nedrykningsspøgelset. Det kræver dog samtidig, at Lemvig-Thyborøn Håndbold ikke får point i deres kamp på udebane mod Nordsjælland Håndbold – en kamp, der spilles en time inden KIF’s kamp mod Ribe-Esbjerg.

KIF’erne ved, at der venter en svær kamp mod Ribe-Esbjerg, som var et mulehår fra at komme med i DM-slutspillet.

 

Hos vestjyderne er holdets største profil vores gamle svenske stjernespiller, Lukas Karlsson, som vi naturligvis siger særligt velkommen til. Lørdagens kamp i Kolding er efter alt at dømme Lukas’ sidste optræden i Kolding. Efter 12 år i Danmark – heraf syv i KIF – vender Lukas og hustruen, Ida Bjørndalen Karlsson retur til Idas norske hjemland, hvor Lukas i næste sæson spiller for Bækkelaget. Vi takker Lukas for mange store kampe i KIF-trøjen – og håber så på, at han lørdag eftermiddag ikke har én af sine allerbedste dage. Udover Lukas siger vi naturligvis også specielt velkommen til Søren Haagen, som i sidste sæson leverede en stor indsats for KIF.

 

Men når vi så lægger alle hyldestordene væk er det lørdagens kamp vi fokuserer på. Og her skal KIF-drengene have maksimal opbakning i alle 60 minutter. Så kom i god tid i hallen inden kampstart klokken 16.00 – og gi’ den fuld gas. Og tag bare naboen, konen, kæresten eller din bedste ven med i hallen. KIF-drengene har fortjent opbakningen!

Please reload

Arkiv
Please reload

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle