November 6, 2019

KIF Koldings mandlige ligahold fik vist, at holdet spillemæssigt er på rette vej. Holdet viste samtidig fantastisk flot moral og fighterånd og de to ting i kombination med et heftigt og medlevende hjemmepublikum på knap 2000 tilskuere i Sydbank Arena betød så, at KIF’e...

Please reload

Vigtigt point til KIF i heftigt drama

 

KIF Koldings mandlige ligahold fik vist, at holdet spillemæssigt er på rette vej. Holdet viste samtidig fantastisk flot moral og fighterånd og de to ting i kombination med et heftigt og medlevende hjemmepublikum på knap 2000 tilskuere i Sydbank Arena betød så, at KIF’erne fik et vigtigt point, da holdet onsdag aften spillede uafgjort 27-27 mod topholdet Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

 

Det var et helt fortjent point efter en kamp, som ikke mindst i de sidste halve snes minutter udviklede sig til et sandt drama.

 

Da BSH’s hårdtskydende landsholdsspiller Nikolaj Øris Nielsen 11 minutter før tid på langskud scorede til 25-21 for gæsterne lignede det en favoritsejr til BSH. Men et flot fightende KIF-forsvar med en stærkt spillende Richard Frisk i målet var et par af de ingredienser, der skulle til for, at KIF’erne kom tilbage i kampen. I den fase af kampen spillede KIF 7 mod 6 i angrebsspillet og på mål af Benjamin Pedersen, Jens Svane og Andreas Væver fik KIF bragt balance i regnskabet. Da Andreas Væver seks minutter før tid fra fløjen udlignede til 25-25 var hele hallen oppe at stå, og da Mathias Thynell to et halvt minut senere bragte KIF’erne foran med 26-25 var taget ved at lette i Sydbank Arena. Det var KIF’s første føring siden stillingen 9-8 efter 20 minutter i første halvleg.

 

Kampen igennem var det tydeligt, at KIF’erne skulle slide mere for målene end gæsterne, der i en stærk bagkæde med Mads Kjeldgaard Andersen, Nikolaj Markussen, Nikolaj Øris Nielsen og Jacob Lassen havde nemmere ved at score fra distancen end KIF’erne, som med Mathias Thynell og Chris Jørgensen som de spillemæssige igangsættere skulle bruge flere stationer for at komme frem til åbne målchancer. Langt hen ad vejen lykkedes det godt for KIF’erne. Men når man bedømmer kampen som en helhed var det ikke mindst i kraft af meget stærkt forsvarsspil og nogle afgørende redninger fra Richard Frisk, som skaffede KIF’erne det vigtige point. Og så spillede KIF endda uden sin forsvarsstyrmand, Olafur Gustafsson.

 

Tre sekunder før tid havde BSH chancen for sejr, men heldigvis ramte BSH’s Nikolaj Markussen overliggeren på kampens sidste afslutning. Det havde ikke været til at bære, hvis begge point forsvandt ud af Sydbank Arena denne onsdag aften.

 

For KIF’s vedkommende var det en fremragende holdpræstation. Mathias Thynell var en skarp afslutter, men leverede også masser af udspil og indspil til fløjene og stregspillerne. Andreas Væver var igen skarp, og det samme var Andreas Flodman på den anden fløj. Benjamin Pedersen lavede tre vigtige mål på tre afslutninger fra stregen – heraf to i den hektiske slutfase. Og så var det også klasse af svenske Frederik Gustavson at komme ind fra bænken og score på tre straffekast i anden halvleg, da det hele snerpede til.

 

Nu er der bare at slå fast, at der nu på tirsdag den 12. november meget gerne skal være 3000 tilskuere i hallen i stedet for de 2000, som var der onsdag aften. På tirsdag den 12. november kommer GOG på besøg. Mon ikke der venter endnu et heftigt drama i Sydbank Arena.

 

Målscorere:

KIF: Mathias Thynell, 6, Jens Svane Peschardt, 5, Andreas Flodman og Andreas Væver, begge 4, Benjamin B. Pedersen og Frederik Gustavsson, begge 3 samt Martin Mauer Larsen og Chris Holm Jørgensen, hver 1 mål.

 

BSH: Mads Kjeldgaard Andersen, 7, Nikolaj Markussen og Johan Hansen, begge 5, Jesper Nøddesbo, 3, Jacob Lassen, Nikolaj Øris Nielsen og August Pedersen, hver 2 mål samt Michael Knudsen, 1 mål.

1978 tilskuere i Sydbank Arena

Please reload

Arkiv
Please reload

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle