Arkiv

KIF Kolding og ligaspillerne er enige om rammerne for aftale for sæsonen 2020/2021


KIF Kolding og ligaspillerne er enige om rammerne for aftale for sæsonen 2020/2021

Den nye bestyrelse i KIF Kolding Elite A/S er sammen med alle spillerne på klubbens mandlige ligahold enige om rammerne for en hensigtsaftale, som indebærer en lønnedgang for spillertruppen i den kommende sæson.

Konkret betyder det, at spillerne i den nuværende ligatrup går ned i løn i den kommende sæson.

Der er tale om en hensigtserklæring, som KIF Kolding og spillerne har indgået i samarbede med Håndboldspillerforeningen. At der er tale om en hensigtserklæring betyder, at aftalen træder i kraft under forudsætning for, at den nye bestyrelse i KIF Kolding Elite A/S får skabt det økonomiske fundament for ligaholdet, som er nødvendigt for den kommende sæson. Det har bestyrelsen, som tiltrådte på den ekstraordinære generalforsamling den 29. maj, arbejdet hårdt på i den seneste uge, og det arbejde fortsætter med fuld kraft i den kommende tid.

Gunnar Fogt, formand for bestyrelsen for KIF Kolding Elite A/S siger om aftalen med spillertruppen og med Håndboldspillerforeningen.

- Vi har været i en rigtig god dialog med spillertruppen, og vi er også enige med spillerne om, at vi vil forsøge at finde yderligere besparelser på vores samlede set up. Det er en enig spillertrup, som er med på det, og samlet gør det, at vi ser rigtig positivt på vore muligheder for at skabe fundamentet for holdet og klubben for den kommende sæson.

Vice-anfører på KIF Koldings ligahold, Jens Svane Peschardt, siger følgende om aftalen mellem ligaspillerne og bestyrelsen.

- Som spiller på ligaholdet er jeg rigtig glad for, at vi er en samlet spillertrup, som er nået til enighed med bestyrelsen. Jeg glæder mig også til at være med til at sikre, at vi skaber en bæredygtig økonomisk fremtid for KIF Kolding. Og jeg ser rigtig meget frem til, at vi igen har udsigt til at komme til at spille ligahåndbold for fuld hammer i Sydbank Arena i Kolding.

Spørgsmål vedrørende denne pressemeddelelse kan rettes til formanden for KIF Håndbold Elite A/S, Gunnar Fogt, tlf. 28 87 87 12 og vice-anfører for ligaholdet Jens Svane Peschardt, tlf. 31 36 39 53

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding