Arkiv

Nyt fra Bestyrelsen - 2 mænd i spidsen for KIF Kolding.


Billede: Teddy Hedegaard, (tv) og Gunnar Fogt, står som direktør og bestyrelsesformand i KIF Kolding Elite A/S i spidsen for genrejsningen af klubben.

Det er to erfarne erhvervsfolk og folk med mangeårig tilknytning til KIF Kolding, som står i spidsen for den bestyrelse, som for godt tre uger siden blev valgt på den ekstraordinære generalforsamling i KIF Håndbold Elite A/S.

Gunnar Fogt, 62 år, er formand for den nye bestyrelse. Han ejer it-virksomheden DataSign A/S med 15 ansatte, og Gunnar Fogt har de seneste 25 år været sponsor i KIF Kolding. Han har også tidligere været i bestyrelsen for KIF Koldings erhvervsklub, Team KIF og han var medlem af klubbens elitebestyrelse frem til 2018.

Teddy Hedegaard, 66 år, var i 1984 som spiller med til at spille KIF op i landets bedste håndboldrække. Han spillede på førsteholdet i 11-12 sæsoner, og har efterfølgende haft mange roller i klubben: ungdomstræner, seniortræner, næstformand for moderklubben, medlem af bestyrelsen i Team KIF, manager for ligaholdet, træner for klubbens daværende 2. divisions-kvindehold, og i 2019 var han inde som direktør for klubben i en fem måneders periode. Den titel har han igen påtaget sig her i sommeren 2020, hvor klubben skal genrejses. Teddy Hedegaard har i en lang årrække i det civile liv arbejdet i it-branchen, blandt andet for TDC samt Rank Xerox.

Nu er der gået godt tre uger siden generalforsamlingen den 29. maj. Hvordan er status for projektet med at genrejse KIF Kolding?

-Vi har haft – og har stadig – rigtig mange bolde i luften. Vi har fået lavet en aftale med spillertruppen, som tror på vores projekt. Vi har sat gang i salget af sæsonkort. Vi har været ude og tale med mange potentielle sponsorer, og er her blevet rigtig godt modtaget, og vi har i gangsat etableringen af vores erhvervsklub, Team KIF, og har her fået underskrifter på flere aftaler med firmaer, som primært er forretninger og mindre håndværker virksomheder. Det er firmaer, som tegner et sponsorat på 15.000 kroner pr. år i to år, og vi har mærket en god opbakning fra de firmaer vi har været ude og præsentere projektet for, fortæller Teddy Hedegaard.

Den tidligere bestyrelse meldte på den ekstraordinære generalforsamling ud, at der skulle skaffes 5,5-6 millioner kroner for at kunne skabe et bæredygtigt grundlag for at drive elitehåndbolden videre. Hvor langt er I fra det mål?

-Vi kan ikke kommentere konkrete tal, men vi har forhandlinger med mulige investorer i klubben. Og stemningen omkring projektet er rigtig god. Der er en vilje til, at vi i Kolding fortsat skal have et elitehåndboldhold. Kolding er en håndbold-by, og det skal vi blive ved med at være. Vi knokler for at tegne nye sponsorater og tegne sponsorater med gamle sponsorer. Den del af arbejdet går også godt. Og så er det også en vigtig faktor for troen på hele projektet, at den gamle gæld stort set er væk. Så på den led er vi startet på en frisk, understreger Gunnar Fogt.

I har også et projekt på tegnebrædtet, som hedder KIF & Friends. Hvad handler det om?

-Det projekt bliver en form for ”folkeaktier” eller en slags støtteforening for de fans og venner af klubben, som vil støtte ekstra ud over at købe et sæsonkort. Man betaler kr. 1.995,- som et engangsbeløb, og som tak for den støtte får man en række fordele. Man inviteres til en spillermiddag, man får rabat på merchandise, man får fem fribilletter, som man kan dele ud til familie og venner. Derudover får man adgang til et foredrag med Lars Christiansen. Så laver vi også en væg i hallen med navnene på alle de, der støtter. Det er hovedprincipperne for det projekt, som vi melder mere ud om senere i denne uge, fortæller Teddy Hedegaard.

Hvordan er status med spillertruppen og trænerstaben for den kommende sæson?

-Vi har en intakt spillertrup. Det vil sige, at alle de spillere, som der var kontrakt med – minus Torben Petersen – er til rådighed. Det er målmændene Tim Winkler og Agúst Björgvinsson, fløjspillerne Andreas Væver, Frederik Gustavsson og Andreas Flodman, stregspillerne Alexander Morsten og Benjamin Pedersen samt bagspillerne Chris Jørgensen, Peter Balling, Thomas Boilesen, Vetle Rønningen, Troels Ejby Jørgensen samt Jens Svane Peschardt. Svane er så desværre ude i næste sæson efter en skulderoperation. Men derudover skal vi have suppleret truppen på enkelte pladser i samarbejde med Andreas Toudahl, som er cheftræner for holdet, og i samråd med Andreas arbejder vi også på at tilknytte en assistenttræner til ligaholdet, understreger Gunnar Fogt.

På en skala fra 1 til 10 – hvor optimistiske er I på, at dette her projekt kommer op at stå og bliver bæredygtigt?

-Vi kommenterer ikke konkrete tal. Men jo, vi er meget optimistiske. Fordi både vi selv og flere andre omkring klubben dagligt knokler for, at det her skal lykkes for os. Der er stadig en del løse ender, men dem arbejder vi på at få bundet sammen. Og vi har gode folk i Kolding og omegn, som arbejder på at hjælpe os. Så det kommer til at lykkes – det er vi sikre på, lyder den samstemmende melding fra Teddy Hedegaard og Gunnar Fogt.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle