Arkiv

Glæde og godt humør, da KIF Kolding for alvor tog hul på forberedelserne


Mandag formiddag fik spillerne på KIF Koldings mandlige ligahold efter fire måneders corona-pause og efterfølgende sommerferie en harpiksfedtet håndbold i hænderne. Efter tre dage med fysiske test og fysisk træning var det tydeligt, at der både i spillertruppen og hos trænerstaben er glæde over, at forberedelserne til den kommende ligasæson nu for alvor er i gang.

Således også hos 21-årige Thomas Boilesen, som er ét af de helt store norske håndboldtalenter og som er kommet til KIF Kolding efter at have spillet hos Drammen HK i den norske eliteserie. Her fik han debut som ligaspiller i en alder af kun 16 år. Thomas Boilesen er en stærk playmaker/venstre back, og han har været en fast del af det norske ungdomslandshold og er nu inde i Norges udviklingstrup, kaldet rekrutlandsholdet. Han har set frem til at skifte til dansk håndbold og til KIF Kolding, fortæller han.

”Den danske liga er større og stærkere end den norske liga. Der er flere stærke hold, flere tilskuere og større interesse, så for mig har det været en drøm at prøve mig af i den danske liga. Og KIF Kolding er jo en historisk stor klub, så jeg har da store forventninger til at spille her, og jeg har store forventninger til mig selv og til mine holdkammerater. Jeg glæder mig rigtig meget til for alvor at komme i gang.” - konstaterer den unge nordmand, som i de første uger i byen har boet i Sportellet ved Sydbank Arena, men fra den 1. august flytter i egen lejlighed i Kolding.

33-årige Chris Jørgensen er én af de meget erfarne spillere på KIF-mandskabet, som efter en lang pause med usikkerhed i kølvandet på coronakrisen og usikkerhed om klubbens fremtid også har set frem til at komme i gang igen.

”Det har vi alle sammen, og det var tydeligt at der var glæde i øjnene hos os alle over, at vi nu kan fokusere på det vi er her for; håndbolden. Der har været mange ubekendte faktorer hen over sommeren, og vi har holdt mange møder. Men den nye ledelse i klubben har været meget åbne, og vi er blevet godt informeret – også fordi Jens Svane nu er en del af bestyrelsen. Jeg er sikker på, at man arbejder på at finde de løsninger, der skal til. Det vil jo også være helt forkert, hvis der ikke skulle være tophåndbold i Kolding. Kolding er en håndboldby, og man kan slet ikke forestille sig, at KIF Kolding ikke er en del af den danske liga.” - lyder det fra Chris Jørgensen.

Han har også en god fornemmelse i forhold til det ligamandskab han skal spille på i den kommende sæson.

”Vi har en trup med en rigtig god blanding af unge og erfarne spillere, så jeg tror på, at det kan blive rigtig godt.” - siger han.

Cheftræner Andreas Toudahl er også godt tilfreds med det han så mandag fra spillerne og med resultaterne fra de foregående dages fysiske tests.

”Vi er kommet i gang med godt humør, men det er klart, at fire måneders pause uden håndbold sætter sine spor. Derfor skal vi også forstå at dosere træningen rigtigt, så vi undgår skader efter den lange pause. For nogle af spillerne er der også plads til forbedringer af den fysiske form, men jeg forventer ikke, at vi hverken i august eller i starten af september skal toppe formen. For os handler det om at finde den rigtige balance. Men vi er rigtig glade for at være tilbage i hallen igen.” - siger Andreas Toudahl.

Målmandstræner Anders Petersen var også med til træningen mandag formiddag, og selvom han erkender, at bedømmelsesgrundlaget for en vurdering af de to nye KIF-keepere, erfarne Tim Winkler og KIFs nye islandske målmand, Ágúst Elí Björgvinsson, er beskedent, er han alligevel optimist.

”Jeg tror da på, at vi i den kommende sæson får flere målmandsredninger.” - siger Anders Petersen med et skævt smil.

I sidste sæson vogtede han som bekendt selv KIF-buret sammen med svenske Richard Frisk, som nu optræder for TTH Holstebro.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle