Arkiv

Salg af sæsonkort, opbakning fra sponsorer og styrket egenkapital for KIF Kolding


Hen over sommeren er der blevet arbejdet hårdt på mange fronter for at skabe et solidt økonomisk fundament for håndboldligaklubben KIF Kolding.

Det arbejde er nu begyndt at bære frugt.

”På nuværende tidspunkt har vi solgt lige så mange sæsonkort, som vi gjorde i hele sidste sæson. Og med mere end fem uger til vores første hjemmekamp i ligaen er der ingen tvivl om, at vi kommer betragteligt over sidste års sæsonkortsalg.” - lyder det fra en optimistisk Tove Hadberg, som udover at være medlem af den nye bestyrelse bag KIF Kolding også arbejder i KIF Koldings administration og her har ansvaret for blandt andet salg af sæsonkort.

Tove Hadberg fortæller, at det både er KIF-fans, som bor i og omkring Kolding, men også fans fra andre byer, blandt andet Vejle og Fredericia, som køber sæsonkort.

”Og der er mange nye iblandt. Folk, som ikke tidligere har haft sæsonkort.” fortæller hun.

Gunnar Fogt, formand for KIF Håndbold Elites bestyrelse fortæller, at arbejdet med gentegning og nytegning af sponsorater går godt.

”Vi bliver modtaget godt ude i firmaerne – også på trods af, at vi står midt i coronakrisen. Arbejdet med at tegne sponsorater via vores erhvervsklub Team KIF går også stille og roligt fremad.” fortæller Gunnar Fogt.

Også på anden vis er der opbakning til klubben. En del KIF-fans har således også støttet klubben via køb af ”folkeaktier” via initiativet KIF & Friends. Fans, som får noget igen for støtten blandt andet i form af billetter til kampe samt adgang til en foredragsaften med Lars Christiansen. Initiativet KIF & Friends fortsætter i den kommende tid.

Den nye bestyrelse bag KIF Kolding har også brugt sommeren til at slanke selskabsstrukturen omkring klubben.

”Der har været en række selskaber under Eliteaktieselskabet, som er blevet fusioneret eller lukket, således at KIF Kolding fremadrettet kun består af KIF Elite og Rettighedsselskabet Skybox Aps, der som følge af en stor velvilje hos aktionærerne nu ejes 100 procent af KIF Elite. Dette bevirker en væsentlig styrkelse af klubbens egenkapital.” understreger Gunnar Fogt.

Han fortæller også, at arbejdet med at skaffe den fornødne kapital til klubben er i fuld gang.

”Da det er en absolut nødvendighed at skabe et længerevarende stabilt fundament under klubben, er det selvfølgelig noget, der tager tid. Men processen skrider planmæssigt fremad.” siger Gunnar Fogt.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle