Arkiv

Sikker KIF-sejr over godt TM Tønder-hold


KIF Koldings ligahold hentede også en sejr i den anden træningskamp forud for den kommende sæson, da holdet mandag sidst på eftermiddagen besejrede et i øvrigt ganske velspillende og godt kæmpende 1. divisionshold fra TM Tønder.

KIF-sejren lød på 25-17 efter en to-måls føring ved pausen – 14-12.

Uden for det gamle KIF-Center var der tropevarme, men da træningskampen blev fløjtet i gang for øjnene af de godt 60 tilskuere, som corona-restriktionerne tillod, var KIF-spillerne i de første minutter af kampen iskolde. Ikke mindst norske Thomas Boilesen havde fart i fødderne og kraft i skudarmen, og med tre mål fra hans hånd var KIF’erne i løbet af syv minutter foran med 5-1. Efterfølgende beordrede Tønder-træner, Jan Paulsen, sit hold over i 7 mod 6 spillet, og det betød, at sønderjyderne kom lettere igennem KIF-forsvaret, som i starten af kampen stod rigtig godt. Efter 18 minutters spil reducerede Tønder til stillingen 7-6 til KIF, og i det 22. minut bragte gæsterne sig også foran – til stillingen 8-9. Holdets første og eneste føring. I midten af 1. halvleg havde KIF’erne en periode med lidt for dårlige afslutninger på en i øvrigt velspillende Tønder-målmand, Jonas Wilde. Mod slutningen af halvlegen genfandt KIF’erne rytmen samtidig med, at forsvaret steppede op, og så kunne KIF som nævnt gå til pausen med en føring på 14-12.

I anden halvleg var KIF’erne hele tiden et skridt foran gæsterne, men KIF’erne førte dog ikke mere end 18-15 efter 44 minutters spil. I det sidste kvarter var det dog tydeligt, at KIF’erne havde flere kræfter end 1. divisionsholdet, og samtidig diskede KIF’erne også op med flere fine angrebskombinationer og spil 7 mod 6, og kampen viste igen, at KIF’erne har mange strenge at spille på, selvom truppen talmæssigt ikke er den største ligatrup.

Norske Thomas Boilesen viste igen, at han bliver en stor gevinst for KIF, og hans landsmand Vetle Rønningen er også en spiller med masser af power i begge ender af banen. Peter Balling viste også styrke på højre back, og han kan også godt levere kraft i forsvaret, og så har KIF’erne også en klog styrmand i Chris Jørgensen, som satte spillet fornuftigt op og i mindre grad søgte sine egne afslutninger. I bagkæden var der også spilletid til Jeppe Larsen og Troels Ejby Jørgensen, og de leverede begge en fornuftig indsats i den spilletid de fik tildelt.

På stregen har KIF’erne to særdeles kompetente folk i Alexander Morsten og Benjamin B. Pedersen, mens KIF’s to normalt stærke fløje, Andreas Væver og Andreas Flodman i dagens træningskamp var mindre fremtrædende end tidligere set. Og så viste kampen også, at unge Kristoffer Vestergaard, som fik debut i sidste uge, bliver en klar gevinst for KIF. Han leverede tre scoringer, og havde kun en enkelt afbrænder fra fløjen, da han her afløste Flodman.

Og endelig viste træningskampen også, at KIF’erne har en særdeles udmærket målmandsduo i Tim Winkler og Ágúst Elí Björgvinsson, som begge leverede en mere end godkendt indsats mod et Tønder-hold, som blev holdt nede på 17 mål. Et hold, som bedømt på dagens træningskamp ligner et hold, som kan klare sig i den bedste halvdel af den kommende 1. division, som tæller en række hold, som har oprustet betragteligt.

KIF-statistik fra træningskampen.

Målscorere:

Thomas Boilesen, Peter Balling og Andreas Flodman, hver 4 mål, Vetle Rønningen, Benjamin B. Pedersen og Kristoffer Vestergaard, hver 3, Aexander Morsten, Troels Ejby Jørgensen, Andreas Væver og Chris Jørgensen, hver 1 mål.

Tim Winkler og Ágúst Elí Björgvinsson, begge 7 redninger for KIF.

Ca. 60 tilskuere til træningskampen i KIF-Centret – Sydbank Arena hal 3.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding