Arkiv

Dagens KIF-spiller: Alexander Morsten


I de kommende tre uger vil vi præsentere samtlige spillere plus trænerstaben i KIF Kolding gennem en række interviews. Vi lægger ud med vores svenske forsvarsklippe og dygtige stregspiller, Alexander Morsten.

Fakta: Alexander er 26 år, 1,96 meter høj og med en vægt på 98 kilo. Han skal i gang med sin tredje sæson i KIF. Tidligere klubber: BK Söder, Djurgården og Hammarby i Sverige samt Randers HH i Danmark. Alexander har spillet 5 A-landskampe, 27 U-landskampe og 27 Y-landskampe for Sverige. Alexander er kæreste med Carin Strømberg, som spiller på Viborg HK’s kvindelige ligahold.

Hvad tænker du om den kommende sæson. Hvad er dit og holdets sportslige mål for den kommende sæson?

-Jeg tror vi går en spændende sæson i møde. Vi har mange nye spillere på holdet, og jeg synes det tegner lovende. Jeg håber vi kan komme op i nærheden af slutspilspladserne, men på nuværende tidspunkt er det svært at sige. Jeg håber vi kan tage et par skridt fremad.

Og dine personlige mål. Hvad håber du at kunne bidrage med?

-Jeg satser på at udvikle mig yderligere som spiller. Det vil jeg gøre ved at lægge en masse energi og fight ind i både træningen og kampene, og så tænker jeg også, at jeg er én af de spillere, som skal tage ansvar. Målet er at hjælpe holdet til at tage det næste skridt.

Nævn tre håndboldpersonligheder, som du har ladet dig inspirere af?

-Min ungdomstræner i BK Söder, Patrick Holmskov, er en ekstrem dygtig håndboldtræner, som i en tidlig alder lærte mig en masse. Og som ung spiller i Hammarby så jeg op til både Tobias Karlsson, som spillede på stregen og Lukas Karlsson, som også har spillet i KIF. De to var med på det Hammarby-hold, som vandt det svenske mesterskab. Et andet stort forbillede for mig var stregspilleren Marcus Ahlm, som i mange år spillede i THW Kiel.

Din største håndboldoplevelse eller den fedeste håndboldkamp du selv har været med i?

-Det var nok en kamp i Hammarby, hvor vi for øjnene af 4000 tilskuere besejrede Kristiansstad og dermed kvalificerede os til slutspillet i Sverige. Samme dag blev Hammarby svenske mestre i bandy, ligesom klubben rykkede op i den svenske ishockeyliga, så der var en meget euforisk stemning i Hammarby. Men jeg vil også fremhæve vores tredje og afgørende nedrykningskamp mod TM Tønder i maj sidste år, hvor der var over 4000 tilskuere i Sydbank Arena. Det var

også en vild oplevelse.

Hvad bruger du tiden på, når du ikke lige spiller håndbold?

-Så er jeg sammen med min kæreste Carin – enten i Kolding, hvor jeg bor eller i Viborg, hvor hun bor. Men jeg holder også af at være sammen, drikke kaffe og hygge mig med holdkammeraterne her i Kolding. Og nu skal jeg også til at tage kørekort, så det skal jeg også bruge noget tid på.

Fortæl noget om dig selv, som vi ikke vidste i forvejen?

-Jeg er kæmpestor Disney-fan – både filmene og musikken. Og jeg ved alt om Disney. Jeg har endnu aldrig tabt en quiz, som handlede om Disney.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding